Habakuk klager for Herren over den Uretfærdighed og Vold, som alleerede i lang Tid hersker blandt det jødiske Folk, og opfordrer ham til nu endelig at skride dømmende ind imod det, 1-4. Herren svarer ham, at han vil lade Kaldæerne, hvis frygtelige Magt og Grumhed beskrives, komme over det, 5-11. Profeten, som bliver bange for, at hans Folk skal blive tilintetgjort af de overmodige og ugudelige Kaldæere, beder Herren sætte en Grænse for deres grusomme og skaanselløse Fremfærd mod Folkene, 12-17.
DET Udsagn, som Profeten Habakuk skuede.
2 Hvor længe, Herre, har jeg raabt, og du hører ikke! Jeg skriger til dig: Vold! — og du frelser ikke.
3 Hvorfor lader du mig skue Uret og ser du paa Elendighed? Ødelæggelse og Vold ere for mit Aasyn; der opstaar Kiv, og Trætte reiser sig.
4 Derfor er Lov magtesløs, og Ret kommer ikke nogensinde frem; thi Ugudelige omringe den Retfærdige, derfor kommer Retten frem forvendt.
5 Ser ud iblandt Folkene og skuer og vorder forfærdede, ja, forfærdede! Thi en Gjerning gjør jeg i eders Dage, — I skulde ikke tro den, naar den blev fortalt.
6 Thi se, jeg lader Kaldæerne reise sig, det bistre og hastige Folk, der farer frem saa vide, som Jorden naar, for at tage Boliger i Eie, som ikke høre det til.
7 Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det selv gaar dets Ret og dets Høihed ud.
8 Og lettere end Pardere ere dets Heste og skarpere til at løbe end Aftenens Ulve, og dets Ryttere sprænge frem, dets Ryttere komme fra det Fjerne, flyve som en Ørn, der haster fremt il at æde.
9 Alle tilhobe komme de til Voldsgjerning, deres Ansigters Skare er vendt fremad, og det samler Fanger som Sand.
10 Og det spotter Konger, og Fyrster ere det til Latter; det ler ad hver Fæstning og dynger Støv op og tager den.
11 Saa stryger det afsted som en Vind og farer frem og drager Skyld over sig; dets Kraft er dets Gud.
12 Er du ikke fra fordums Tid Herren, min Gud, min Hellige? Vi skulle ikke dø. Herre! Til Dom har du sat det. Du Klippe! Til Straf har du beredt det.
13 Du, som er ren af Øine, saa du ikke kan se paa Ondt[1] og ikke formaar at skue hen paa Elendighed[2]! Hvorfor ser du paa Troløse, tier, naar den Ugudelige opsluger den, der er retfærdigere end han?
14 Du har jo handlet med Mennesker som med Havets Fiske, som med Krybet, der ingen Herre har!
15 Dem alle drager det[3] op med Krog, samler dem i sit Vad og sanker dem i sit Garn; derfor glæder det sig og jubler.
16 Derfor ofrer det til sig Vad og brænder Røgelse for sit Garn; thi ved dem er dets Del fed og dets Mad kraftig
17 Skal det derfor tømme sit Vad og uafladelig slaa Folkefærd ihjel uden Skaansel?
Profeten, som venter paa Svar fra Herren, faar af ham Befaling til tydelig at optegne et Syn om Kaldæernes Undergang, paa hvis Opfyldelse Israel taalmodig skal bie, idet den vistnok aldeles sikkert skal indtræde, men dok ikke snart, 1-3. Synets Indhold er: Medens den Retfærdige skal leve ved sin Tro, skulle de hovmodige, svirende og erobringssyge Kaldæere ikke bestaa, 4.5. Herren vil ødelægge dem, fordi de ere rovgjerrige, voldsomme og listige, udgyde Blod for at tilfredsstille sin Byggelyst, mishandle og haane de af dem underkuede Folk og dyrke stumme Afguder, 6-20.
PAA min Vagt vil jeg staa og stille mig hen paa Varden; og jeg vil skue ud for at se, hvad han vil tale til mig, og hvad jeg skal faa til Svar paa min Anke.
2 Og Herren svarede mig og sagde: Skriv Synet op og skriv det tydelig paa Tavlerne, forat man let kan læse det!
