3 Thi endnu gaar Synet hen imod den bestemte Tid, men det haster mod Enden og lyver ikke. Om det tøver, saa bi efter det! Thi komme skal det, ikke udeblive.
4 Se, hoven, ikke jævn er hans Sjæl i ham[1]; men den Retfærdige skal leve ved sin Tro.
5 Saa er og Vinen en Troløs; en pralende Mand — han skal ikke blive boende i Ro, han, der har opspilet som Dødsriget sit graadige Svælg, og han er som Døden og bliver ikke mæt, og han sankede til sig alle Folk og samlede til sig alle Folkeslag.
6 Skulle ikke disse allesammen fremkomme mod ham med Lignelser og Spotteviser, med Gaader om ham, saa man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ikke hører ham til (hvor længe?), og som læsser paa sig Pantegods!
7 Skulle ikke uforvarende de reise sig, som skulle pine dig, og de vaagne op, som skulle ruske dig, saa du vorder dem til Rov?
8 Thi du har plyndret mange Folkeslag; Alt, hvad der bliver tilovers af Folkene, skal plyndre dig for Menneskenes Blods Skyld og for din Vold mod Jorden, mod Staden og alle dem, der bo i den.
9 Ve den, som jager efter skjændig Vinding for sit Hus, for at sætte sit Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Haand.
10 Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus, lagt Raad op om at gjøre Ende paa mange Folk og syndet imod din egen Sjæl;
11 thi Stenen fra Væggen skal skrige, og Bjælken fra Træverket skal svare den.
12 Ve den, som bygger en By med Blod og grundlægger en Stad med Uret!
13 Se, er det ikke fra Herren, Hærskarernes Gud, at Folkeslag skulle arbeide sig trætte for Ilden, og Folkefærd gjøre sig Møie for Intet?
14 Thi Jorden skal fyldes med Kundskab om Herrens Herlighed, som Vandet, der dækker Havets Bund.
15 Ve den, som giver sin Næste at drikke, som iskjenker sin grumme Vrede, ja, gjør dem drukne, for at se paa deres Blusel!
16 Du bliver mættet med Skam og ikke med Ære; drik ogsaa du og vis dun FOrhud frem! Raden til at tømme Herrens høire Haands Bæger skal komme til dig, og Skjændselsspy komme over din Ære.
17 Thi din Vold mod Libanon og Ødelæggelsen over Dyrene, der forfærdede dem, skal falde over dig for Menneskenes Blods Skyld og for din Vold mod Jorden, mod Staden og alle dem, der bo i den.
18 Hvad gavner et udskaaret Billede, at dets Mester har udskaaret det? ELler et støbt Billede og en indbildt Lærer, at Billedverkets Mester forlader sig paa det, idet han gjør stumme Afguder?
19 Ve den, som siger til Træ: Vaagn op! — til en taus Sten: Vaagn! Skulde den kunne lære? Se, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er slet ingen Aand inden i den.
20 Men Herren er i sit hellige Tempel; stille for hans Aasyn, al Jorden!
Forfærdet ved Tanken om den Hjemsøgelse der forestaar Folket, raaber Profeten til Herren om Barmhjertighed, 1.2. Han ser Gud i majestætisk Aabenbarelse komme for at straffe sine Fiender og frelse sit Folk, 3-15. Herved bliver han først forfærdet over den Trængsel, der skal gaa forud for Frelsen, men udtaler saa tillidsfuld sin Jubel over denne, 16-19.
BØN af Profeten Habakuk; efter Schigjonot[2]
2 Herre, jeg har hørt Tidenden om dig, jeg er forfærdet. Herre, din Gjerning[3] — kald den tillive i Aarenes Midte! I Aarenes Midt kundgjøre du den, i Vrede komme du Forbarmelse i Hu!
3 Gud kommer fra Teman, og dens Hellige fra Parans Bjerg, Sela. Hans Pragt dækker Himlene, og Jorden er fuld af hans Herlighed.
4 Og en Glans som Solens Lys bry-
