derfrem, Straaler ere ved hans Side, og der er hans Magt skjult.
5 Pest gaar frem for hans Aasyn, og Sot følger hans Fodtrin.
6 Han staar der og ryster Jorden; han ser og bringer Folkene til at skjælve, og de evige Bjerge sprænges i Stykker, de ældgamle Høie synke sammen; hans Gang er som i ældgammel Tid.
7 Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Teltdækkerne i Midjans Land bæve.
8 Er mod Flod optændt, o Herre, mod Floder optændt din Vrede, mod Havet din Harme, at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Frelsesvogne?
9 Bar, blottet er din Bue, — dine Eder til Stammerne, dit Ord[1]! — Sela. Til Floder kløver du Jorden.
10 Bjerge se dig og bæve, Vandstrømme styrte frem; Afgrunden lader sin Røst høre, den opløfter sine Hænder mod det Høie.
11 Sol og Maane træde ind i sin Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem for Glansen af dit Spyds Lyn.
12 I Harme skrider du hen over Jorden, i Vrede træder du Folkene ned.
13 Du drager ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den Ugudeliges[2] Hus, idet du blotter Grundvolden indtil Halsen. Sela.
14 Du gjennemborer med hans[3]Spyd Hovederne paa hans Skarer, der storme frem for at adsprede mig, der glæde sig som til at opæde en Elendig i Løn.
15 Du farer gjennem Havet med dine Heste, gjennem en Dynge af mange Vande.
16 Jeg hørte det[4]; da bævede mit Indre, ved Røsten dirrede mine Læber; der kommer Raaddenhed i mine Ben, og jeg bæver, hvor jeg staar, fordi jeg rolig maa ble paa Nødens Dag, bie paa, at den drager op mod Folket, som skal trænge det.
17 Thi Figentræet springer ikke ud, og Vintræerne bære Intet, Oljetræets Frugt slaar feil, og Markerne give ingen Føde; han[5] har udryddet Faarene fra Faarefolden, og der er intet Kvæg i Fæhusene.
18 Men jeg vil fryde mig i Herren, jeg vil juble i min Frelses Gud.
19 Den Herre Herre er min Kraft, og han gjør mine Fødder som Hindernes og lader mig træde paa mine Høider. Til Sangmesteren, men min Strengeleg.
Zefanias profeterer i Kong Joaias’s Dage, 1. om en stor Straffedom, der skal komme over hele Jorden, 2. 3, og navnlig over Juda og Jerusalem: den skal her tilintetgjøre alle Afgudsdyrkere og Gudsforaftere og straffe Synden i alle Stænder, 4-13. Herrens forfærdelige Dommedag voer alle Jordens Beboere er nær og kan ikke undgaaes, 14-18.
HERRENS Ord, som kom til Zefanias, Søn af Kusi, Søn af Gedalja, Søn af Amarja, Søn af Ezekias, i de Dage, da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
2 Bort, ja, bort vil jeg tage Alt af Jorden, siger Herren.
3 Jeg vil borttage Mennesker og Dyr, borttage Himmelens Fugle og Havets Fiske og Forargelserne tilligemed de Ugudelige, og jeg vil udrydde Menneskene af Jorden, siger Herren.
4 Og jeg vil række min Haand ud imod Juda og imod alle Jerusalems Indbyggere, og jeg vil udrydde af dette Sted, hvad der er tilovers af Ba’al, Afgudspresternes Navn tilligemed Presterne
5 og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Hær, og dem som til- <secton end=Zefanias />
