lige Folk skal blive overladt til deres Vanrøgt og Mishandling, og skildrer derefter den rædsomme Straf, som skal ramme dem herfor, 15-17.
PLAD, Libanon, dine Porte, forat Ild kan fortære dine Cedere!
2 Hyl, Cypres, fordi Cederen er falden, fordi de herlige Træer ere ødelagte! Hyler, I Basans Ege, fordi den utilgjængelige Skov er nedstyrtet!
3 Høit lyder Hyrdernes Hylen, fordi deres Herlighed[1] er ødelagt; høit lyder unge Løvers Brøl, fordi Jordans Stolthed[2] er ødelagt.
4 Saa sagde Herren, min Gud: Røgt Slagtefaarene!
5 Deres Kjøbere dræbe dem uden at bøde derfor, og deres Sælgere sige: Lovet være Herren! nu bliver jeg rig; og deres Hyrder spare dem ikke.
6 Thi jeg vil ikke mere spare Landets Indbyggere, siger Herren; men se, jeg vil overgive Menneskene, den Ene i den Andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle sønderslaa Landet, og jeg vil ikke redde af deres Haand.
7 Og jeg røgtede Slagtefaarene, ogsaa de elendigste af Faarene; og jeg tog mig to Stave, den ene kaldte jeg Liflighed, den anden kaldte jeg Baand[3], og jeg røgtede Faarene,
8 og jeg gjorde de tre Hyrder til Intet i een Maaned. Og min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl væmmedes ogsaa ved mig,
9 og jeg sagde: Jeg vil ikke røgte eder; hvad der er nær ved at dø, faar dø, og hvad der er nær ved at blive tilintetgjort, faar blive tilintetgjort, faar blive tilintetgjort, og de, der bliver tilovers, daa fortære hverandres Kjød.
10 Og jeg tog min Stav Liflighed og sænderbrød den for at gjøre min Pakt til Intet, som jeg havde sluttet med alle Folkene.
11 Og den blev gjort til Intet paa den Dag; og saaledes skjønte de elendigste af Faarene, de, som gave Agt paa mig, at det var Herrens Ord.
12 Og jeg sagde til dem: Er det godt i eders Øine, saa giver mig min Løn, men hvis ikke, saa lader det være! Og de afveiede min Løn, treti Sølvpenge.
13 Og Herren sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dem! Og jeg tog de treti Sølvpenge og kastede dem hen i Herrens Hus til Pottemageren.
14 Og jeg sønderbrød min anden Stav Baand for at gjøre Broderskabet mellem Juda og Israel til Intet.
15 Og Herren sagde til mig: Tag dig atter en Stav, en daarlig Hyrdes Redskab!
16 Thi se, jeg opreiser en Hyrde i Landet; de Faar, som ere nær ved at omkomme, skal han ikke se til, det Forvildede skal han ikke opsøge, og hvad der har faaet Skade, skal han ikke læge; hvad der holder sig oppe, skal han ikke fodre, men det Fedes Kjæd skal han æde, og endog deres Klover skal han sønderbryde.
17 Ve den daarlige Hyrde, som forlader Faarene! Sverd over hans Arm og over hans høire Øie! Hans Arm skal visne bort, og hans høire Øie skal vorde udslukket.
Profeten forkynder, at alle Jordens Folk skulle angribe Jerusalem og Juda, men til sin egen Fordærvelse, idet Herrens Folk, styrket af sin Gud, vinder en herlig Seier over dem, 1-9, og at Herren vil udgyde sin Aand over sit Folk, som da i Bod og Tro skal se hen til herren, Messias, hvem de have gjennemstukket, og i alle sine Slægter bitterlig sørge og veklage over denne mod ham forøvede Misgjerning, 10-14.
ERRENS Ords Udsagn over Israel. Saa siger Herren, som udspænder Himmelen og grundfæster Jorden og danner Menneskets Aand i hans Indre:
2 Se, jeg gjør Jeruslaem til en Tumleskaal[4] for alle Folkene trindt omkring; ogsaa over Juda skal det gaa ud, naar Jerusalem bliver beleiret.
3 Og det skal ske paa den Da, da vil jeg gjøre Jerusalem til en Sten at løfte paa for alle FOlkene; Alle, som løfte paa den, skulle saare sig selv. Ja, alle Jordens Hedningefolk skulle samle sig imod det.
4 Paa den Dag, siger Herren, vil jeg slaa hver Hest med Skyhed og dens Rytte rmed Vanvid; og over
