Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/10

Denne siden er korrekturlest
X

tid opnaa kirkens høieste værdighed; men han er tillige noget langt mere, idet han fylder sin plads paa en maade, der, saavidt der nu kan dømmes derom, maa regnes ham til megen ære. I Oslo og Hamars stifter, hvis superintendent eller biskop han var gjennem en længere aarrække, har han i grunden afsluttet reformationsverket ved at udrydde levningerne af gamle dages overtro; han har gjennemført den nødvendige administrative orden i kirkestyrelsen. Jens Nilssøns virksomhed maatte paa grund af den stilling, han indtog inden kirken, falde over en særdeles vidtstrakt del af landet, og hans embedspligter lagde beslag paa en stor del af hans tid. I det billede, som nutiden kan danne sig af hans personlighed, maa der lægges megen vægt paa den virksomhed, han udfoldede i organiserende og styrende retning. Som geistlig taler indtager han derhos en høi rang mellem sine samtidige, og han er en af de yderst faatallige blandt det 16de aarhundredes norske geistlighed, der har efterladt skrevne og trykte prædikener.

I literaturen fyldte Jens Nilssøn allerede i levende live en bredere plads end de fleste af sine samtidige landsmænd, skjønt det rigtignok her kan siges, at hans utrykte arbeider og optegnelser ikke alene have et langt større omfang, men ogsaa for nutiden besidde et betydeligere værd end alt, hvad han selv har udgivet i trykken. Det er især hans efterladte optegnelser, der i nyere tid have gjort hans navn bekjendt; de have nemlig, uagtet de først nu foreligge fuldstændig trykte, allerede længe været benyttede som en vigtig historisk kilde for kjendskaben til Norges indre forhold paa den tid, da de bleve nedskrevne.

I disse sine utrykte optegnelser og arbeider viser Jens Nilssøn sig tillige fra en anden side, der giver ham forøget krav paa vor opmærksomhed, nemlig som en kjender af fædrelandets historie med dets gamle sprog og literatur. Han var en samtidig og en bekjendt af Peder Claussøn Friis, og de samme interesser, der besjælede denne prestemand, fandt ogsaa i Jens Nilssøn en ivrig dyrker, som derhos ved sin samlervirksomhed har reddet flere oplysninger for efterslægten, der uden ham vilde været tabte. Aarhundredets humanistiske retning havde hos ham, som hos flere andre i hans samtid, ledet hans opmærksomhed hen paa hans eget folks fortid og paa de skriftlige mindesmærker, som endnu vare bevarede fra denne. Jens Nilssøn var selv midtpunk-