tet for en liden kreds af ældre og yngre lærde, der levede i Oslo eller ialfald i en kortere afstand fra denne by, og som sysselsatte sig med forfattervirksomhed i tidens smag, men som ved siden deraf ogsaa dyrkede den ældre norske historie og literatur. Flere latinske digte ere bevarede fra medlemmer af denne kreds, og hvis forfatterne havde havt lettere adgang til at se sine aandsfostre udgivne i trykken, vilde der utvivlsomt været mange flere, som man havde kjendt, i stedet for at de nu ere sporløst tabte.
Saaledes, som den lærde og nidkjære Oslobiskop staar for os, maa han i flere henseender stilles sammen med andre norske forfattere fra samme aarhundrede, som Absalon Pederssøn, Peder Claussøn Friis o. a.; men den lighed, som her unegtelig findes, er dog ikke aldeles gjennemgaaende. Gjennem sine theologiske skrifter har han bl. a. givet os adgang til at kjende en side af hans livsgjerning, der ikke kjendes hos de tvende ovenfor nævnte mænd. Jens Nilssøns kjærlighed til fædrelandet var maaske ogsaa af en noget anden art end f. ex. Absalon Pederssøns. Der møder ikke i de af hans skrifter, der ere komne til os, saadanne udtalelser af sorg over Norges svundne herlighed, som de, der forekomme hos den bergenske forfatter, og det er neppe heller rimeligt, at de to overhovedet have tænkt om denne sag paa samme maade. Der kan ikke mærkes andet, end at Jens Nilssøn har taget den politiske stilling, fædrelandet engang havde faaet, noksaa rolig; han var forsonet med denne og tænkte sig, som det synes, overhovedet ikke muligheden af, at den kunde være en anden. Gjennem flere ophold i Danmark saavelsom ved sine personlige bekjendtskaber i dette land var han traadt i et nærmere forhold dertil. Han stod saaledes Danmark, der tillige var hans faders hjemland, meget nærmere end de norske forfattere, der paa hans tid boede i Stavangers og Bergens stifter.
Hvad der i den henseende gjælder Jens Nilssøn, finder ogsaa for en væsentlig del anvendelse paa den kreds, der omgav ham i hans eget stift. Af denne humanistiske skare var der flere, som havde faaet sin uddannelse ved tyske lærdomssæder, medens Jens Nilssøn selv udenfor Norge blot havde seet Halland og Skaane, de danske øer, det sydlige Jylland og lidt af Slesvig. Men han stod ogsaa selv i forbindelse med Tyskland, og han var, ligesom hans omgivelser, i høiere grad end andre norske lærde og forfattere, en repræsentant for den mere kosmopolitiske dannelse. Han havde kastet sig over mange grene af denne og var
