Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/132

Denne siden er korrekturlest
CXXXII

rette blomstringstid, det 15de og det 16de, bevarer denne mægtige strømning i det store taget sin ensartede karakter, men undergaar dog i enkelthederne visse ret betydelige afændringer, der tildels ere fremkaldte ved de forskjelligartede forhold i de lande, til hvilke den trængte frem.[1]

Humanismen kaldte, hvor den kom, studiet af landenes historie og natur til et liv, som de tidligere havde savnet; den var her banebrydende, og stødet gik paa samme maade fra Italien til Tyskland, fra Tyskland til Norden. Den romerske literaturs bedste forfattere bleve mønstre for fremstillingens kunst; men i valget af sine emner havde de af den nye retning paavirkede forfattere et friere valg, og de vendte sig der paa een gang mod oldtiden, mod middelalderen og mod sin egen samtid. Humanismens dyrkere lærte snart at forstaa betydningen af den gamle middelalderske literatur. I Tyskland var det saaledes dem, der atter fremledte og udgav Hrotsvithas komedier, og det var ligeledes dem, som foranledigede de første beskrivelser over land og folk. Den humanistiske aand opildnede historikerne til at skrive som patrioter, med det bevidste formaal at hæve sit eget folk, og deres forskning bar ofte altfor tydelige spor af, hvad de

  1. En aldeles fuldstændig og udtømmende, klassisk fremstilling af humanismens almene kulturhistoriske betydning gives endnu ikke. Die wiederbelebung des classischen alterthums af Georg Voigt (anden omarbeidede udgave, i 2 bind, Berlin 1880–1881) er med rette anseet som et særdeles godt verk, men omfatter kun humanismens første aarhundrede i Italien. L. Geiger, Renaissance und humanismus in Italien und Deutschland (Berlin 1882) er vistnok mere omfattende, forsaavidt det gaar længere ned i tiden og medtager Tyskland; men forfatteren kan dog ikke siges at have løst opgaven. For Tysklands vedkommende er adskilligt at finde i Deutschlands literarische und religiöse verhältnisse im reformationszeitalter af Dr. Karl Hagen, I (Erlangen 1841), et verk, som imidlertid lider under adskillig ensidighed. I de større verker over den dansk-norske literatur er der maaske intet afsnit, der er saa utilfredsstillende behandlet som det, hvori der var anledning til at paavise den store humanistiske bevægelses indflydelse paa aandslivet i Norden. Hos N. M. Petersen, for hvem det var en hovedsag at dele literaturen i den lærde og den folkelige, forekommer neppe engang ordet „humanisme“. Ulige bedre er det endnu ikke afsluttede literaturhistoriske verk af P. Hansen; men ogsaa her maatte man kunne ventet en mere indgaaende betragtning af, hvad der var humanismens væsen. Bedst er Dr. H. Rørdams korte skildring i Kjøbenhavns universitets historie 1537–1621, I, s. 29 flg.; men han har gjennem sit emne været henvist til kun at berøre enkelte sider.