taler med fyndig kraft, med troens overbevisning, og enkelte af hans prædikener vilde med nogle mindre forandringer kunne passe til alle tider. Til at kunne fælde en fuldt berettiget dom over denne del af hans literære virksomhed udkræves der imidlertid forudsætninger, af hvilke blot den uddannede theolog kan være i besiddelse; dertil fordres ikke alene kjendskab til de samtidige geistlige i Norge, saavelsom i Danmark, men overhovedet til hele det 16de aarhundredes lutherske theologi. Der vil i vor literatur fremdeles være plads for en afhandling over Jens Nilssøn som geistlig taler og theologisk forfatter paa grundlag af, hvad han selv har efterladt. Lægmanden kan her alene dømme om det varme, friske indtryk, som udtalelserne af hans levende tro maa gjøre paa enhver. Man føler her det stærke pust fra reformationens aarhundrede med dens pulserende troesliv og forstaar, at man befinder sig overfor en geistlig veltalenhed af høi rang. Troens varme og inderlighed er imidlertid ogsaa hos ham parret med nogle udvækster, som kun vare altfor almindelige paa hin tid.
Som ægte humanist befattede Jens Nilssøn sig nemlig med de den gang moderne og høit skattede astrologiske studier, der i løbet af dette aarhundrede havde sysselsat mange mænd af mere eller mindre grundfaestet ry, og hvis realitet neppe nogen vovede at benegte. Jens Nilssøns hovedinteresse paa dette felt var maaske mere astronomisk end astrologisk; men han kunde dog ikke løsrive sig fra den gjængse opfatning af disse videnskaber. Han saa i stjernernes gang, i kometernes tilsynekomst forbud om mærkelige begivenheder, der skulde times paa jorden. Men ikke alene i denne henseende delte han samtidens overtro. I hans prædikener forekommer der flere ytringer, som vise, at han troede paa trolddom og hekseri, og at han nærede de gjængse forestillinger om de onde magters indgriben i livet. Det kan saaledes neppe betvivles, at da det store syn saaes paa himmelen i Oslo 20de Januar 1580, som paa hin tid vakte stor opsigt i landet og udlagdes som et varsel om kommende store ulykker, eller da den mærkelige vanskabning af en gris blev født i Oslo 7de Juli 1581, der gav anledning til udgivelsen af skriftet „Die nordtsche sau“, da har Jens Nilssøn ikke heller undladt at gruble over, hvad dette havde at betyde. Om begge disse efter den dalevende slægts anskuelser opsigtvækkende begivenheder udkom der snart efter trykte skrifter, som nu forlængst ere sporløst
