8. Magister Halvard Gunnarssøn, lector theologiæ i Oslo, havde efter sin forgjænger, Jon Anderssøn, et kannikedømme, der bestod af Sikulands præbende, Edmunds, Andreas og Martins alteres gods, samtlige af domkirken, foruden kommuneparten og portio choralium, samt af to gaarde, der oprindelig tilhørte Løiten præbende og efter hr. Engelbret i Gjerpens død vare overdragne Jon Anderssøn, senere havde fulgt Halvard Gunnarssøn, derpaa Dr. Erasmus Lætus og nu Envold Kruse. Allerede 10de August 1573 havde magister Halvard Gunnarssøn faaet kongebrev paa „St. Martins altaris præbende, som han nu selv udi værge har“. 28de Juni 1575 fik han derhos expektancebrev paa at erholde efter mester Jons død det kannikedømme, som denne havde. Da mester Jon 19de Marts 1577 fik et expektancebrev paa at faa det første ledigtblivende kannikedømme ved domkirken, ser det ud, som om han i mellemtiden har maattet overlade mester Halvard det, som han tidligere havde havt for sit lektorat; det nye skulde da blive pro persona. Ved kongebrev af 7de Juli 1584 blev læsemesterens præbende „perpetueret“, d. v. s. det bestemtes, at det gods, der var henlagt til mag. Halvard, bestandig skulde tilhøre hans efterfølgere i embedet.
9. Hr. Claus Berg, kantor ved St. Halvardskirken, havde i 1595 et kanonikat, der, foruden kommuneparten og portio choralium, bestod af Bergs præbende. St. Annæ alter og kantoriet af domkirken og Catharinæ præbende af Catharinæ alters gods i Mariakirken. Dette kanonikat havde han faaet efter sin formand som kantor, hr. Klemet Pederssøn. I et kongebrev af 27de November 1577 loves der, at hr. Claus, mod at afstaa sit tidligere kanonikat i Hamar og mod forpligtelse til at residere ved Oslo domkirke, skulde faa det kanonikat, som nu var ledigt i denne efter den nævnte kantor. Det viste sig dog snart, at dette kanonikat ikke var ledigt, og hr. Claus skulde have adskillige vanskeligheder at overvinde, forinden det lykkedes ham at komme i besiddelse deraf. Thi ogsaa hr. Klemets søn, hr. Kristen, havde stor lyst paa at faa det, naar engang hans fader afgik ved døden. Han havde allerede under 26de December 1577 faaet løfte om det første kannikedømme, som „efter kapitels statuter“ blev ledigt i Oslo domkirke, og det ser ud, som om derved har været sigtet paa det, som fremdeles indehavdes af hans fader. Men Claus Berg, der i denne sag maa være støttet af sin fader, Frants Berg, og sin svoger, Jens Nilssøn, satte sig paa sin side straks i bevæ-
