Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/164

Denne siden er korrekturlest
CLXIV

overdragne til biskopens søn, hr. Kristofer Jenssøn. Han havde faaet det første ved kongebrev af 6te Juli 1584, den sidste ved kongebrev af 4de Marts 1595 efter den afdøde sogneprest til Stange, hr. Kristen Kristenssøn, der havde faaet den 11te Juli 1580.

7. Sakristirenten var i 1595 overdraget til sognepresten paa Elverum, hr. Laurits, som tillige under 4de April 1587 havde faaet kongetienden af Stange og Løiten.

8. Altare quinque vulnerum blev efter mester Ture Hummer under 28de September 1584 overdraget til hr. Peder Matssøn Morsing og under 22de Mai 1592 til den gudbrandsdalske sogneprest hr. Mats Gram, der fremdeles havde det i 1595.

9. Altare crucis var i 1595 overdraget hr. Thorsten Søfrenssøn Morsing, sogneprest til Gran.

10. Hammerstad præbende var i 1595 overdraget hr. Jens Lauritssøn Bugge, sogneprest til Ringsaker.

11. Huringstad præbende var i 1595 overdraget til Kristen Ellingssøn.

12. St. Jørgens alter og Michaels alter vare i 1595 overdragne til hr. Peder Matssøn Morsing. Paa det første havde mester Ture Hummer den 29de April 1572 faaet expektancebrev efter mester Torben Olssøn, og det sidste var samme dag, tilligemed Nicolai alter (1), overdraget til Mogens Baardssøn; efter hans død blev det 19de Juli 1593 overdraget til hr. Peder Matssøn. Allerede under 2den Marts 1585 havde han faaet St. Jørgens alter.

13. Rise præbende og Horgens præbende vare i 1595 overdragne til Jakob Jakobssøn Volf, der bestyrede dem ved Jon Svendssøn, borger i Oslo.

At vedligeholde domkapitlernes gamle indretning var i længden ikke muligt. Efterat cølibatet var afskaffet, maatte man sent eller tidlig opgive alle forsøg paa at bevare en saadan skik, som den, at alle kanniker skulde gaa til samme bord. Endog den forudsætning, at kannikerne skulde opholde sig eller, som det stedse beder, residere ved selve kapitlet, kunde, saaledes som forholdene stillede sig, vanskelig opretholdes gjennem en noget længere tid. En fordring af denne art lod sig med nogen grund blot stille til dem, der havde geistlige stillinger i den by, hvor kapitlet var, og naar flertallet af dem, der indehavde et kanonikat, var mænd, der paa grund af sin embedsstilling maatte opholde sig paa et andet sted, var det umuligt at kræve af dem,