derende kanniker ret til at tage de fornødne penge til choralens underhold af vedkommendes indtægter af kanonikatet. Dette var i overensstemmelse med kirkeordinansen, der paabød, at alle prælater og kanniker ved domkirkerne skulde holde en choral, hvortil helst skulde tages personer, som endnu gik i skole og stode under tugt, medens det dog ogsaa var tilladt at vælge en fattig prestemand eller en student med gode vidnesbyrd, indtil han paa anden maade kunde blive forsørget.[1]
Den i 1572 givne befaling synes ikke at have baaret nogen frugt. Det viste sig, at det hverken stod i regjeringens eller i Povel Huitfeldts og Jens Nilssøns magt at fremkalde nogen forandring, saalænge man overhovedet opgav kravet om, at enhver indehaver af et kanonikat skulde residere ved domkirken. Det varede heller ikke mange aar, forinden der indkom nye klager over, at de residerende kannikers tal var altfor lidet, og dette foranledigede et nyt kongebrev, af 7de Juli 1575, hvorved det indskjærpedes alle indehavere af kanonikater ved Oslo domkirke, at dermed ogsaa fulgte en forpligtelse til at residere ved denne og at udføre sine forretninger, medmindre vedkommende var i kongens tjeneste; saafremt nogen ikke nu overholdt sin forpligtelse i denne henseende, blev det udtrykkelig sagt, at han da vilde miste sit kanonikat.
Den nye befaling synes ikke at være bleven mere overholdt end den foregaaende, saaledes at der i 1579 atter kom klager over, at kanonikaternes indehavere vare uvillige til at residere ved domkirken. Dette fremkaldte et tredie kongebrev, af 5te Mai 1579, der gjentog og skjærpede paabudet fra 1575. Men heller ikke dette lader til at have havt den tilsigtede virkning, og da Jens Nilssøn om sommeren 1580 var i Danmark, havde han ogsaa i denne anledning at forebringe en klage fra Oslo domkapitel; han udvirkede derved det fjerde kongebrev paa otte aar om detsamme emne, af 13de Juni 1580, hvorved det bestemt paalagdes alle indehavere af kanonikater ved dette kapitel, som ikke vare i kongens „daglige tjeneste til hove“, at residere ved domkirken og der istandsætte sine residenser, saafremt de ikke vilde udsætte sig for at tabe det hele. Den gamle bestemmelse om, at der mindst skulde være 12 residerende kanniker, „som
- ↑ Ved midten af det 17de aarh. var det sidste blevet almindeligt i Oslo kapitel. Men man søgte da atter at komme tilbage til den anden ordning, der stemte mere med den oprindelige tanke.
