Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/167

Denne siden er korrekturlest
CLXVII

kunde sidde kapitlet og fuldgjøre daglig tjeneste udi kirken“, blev ved denne leilighed atter sat i kraft. Dog forudsattes det, at kongen kunde „af synderlig aarsag“ fritage en eller anden for at bo i Oslo.

Hermed synes man foreløbig at være bleven staaende, enten fordi der virkelig er indtraadt nogen, om end liden forbedring, eller fordi man omsider har indseet det haabløse i at ville ved kongebreve gjennemdrive en ordning, der hindredes ved hele regjeringens praxis. Thi naar der stadig uddeltes kanonikater til mænd, hvis stilling for øvrigt gjorde det umuligt for dem at residere, var det aldrig at haabe, at kapitlet, selv med noksaa mange kongebreve i haanden, kunde gjennemdrive opretholdelsen af den ordning, som det ansaa for ønskelig. Man ser, at kapitlet noget senere har forsøgt at modsætte sig uddelingen af et kanonikat til rentemester Envold Kruse og gjort fordring paa, at det maatte overdrages til en, som kunde residere ved domkirken. Men deraf havde de ingen glæde, idet det simpelthen ved et kongebrev af 25de Februar 1583 blev dem meddelt, at kongen havde givet ham samme kanonikat, og at de ikke maatte lægge ham nogen hindringer i veien. Saaledes blev den sag afgjort.

Hvad der virkelig synes at være opnaaet, var det, at de ikke residerende kanniker dog omsider fandt sig i at benytte fuldmægtige, der kunde holde orden paa deres jordegods. I denne henseende giver jordebogen af 1595 oplysninger, der vise, at formaningerne havde udrettet noget. Men med hensyn til choralerne synes det at have været en meget vanskelig sag at faa den gamle uorden afløst af en bedre tilstand; i dette punkt lader det til, at de ikke residerende kanniker have været meget vanskelige at bevæge til at opfylde sine forpligtelser. I 1587 blev der atter fra kapitlets side klaget over denne deres efterladenhed; men ved kongebrev af 11te August 1587 blev der kun givet klagerne ringe trøst. Kapitlet blev blot henvist til at paase, at man rettede sig efter kongebrevet af 1580 og dettes forgjængere, der indeholdt tilstrækkelige regler for, hvad der skulde gjøres, naar en ikke residerende kannik forsømte at holde en choral; kongen kunde derfor blot forundre sig over, at de ikke bragte disse i anvendelse, men i stedet kom til ham med klager. Dermed høres der i Jens Nilssøns tid ikke mere om disse forhold. Maaske har det virkelig lykkets for ham at faa de ældre bestemmelser gjennem-