førte i dette punkt, medens der aldrig mere kunde blive tale om, at samtlige indehavere af kanonikater skulde residere.
Mellem indehaverne af kanonikater, baade i Oslo og Hamar kapitel, møder man Jens Nilssøns navn; han oppebar paa den maade en ikke uvigtig del af sin løn, først som rektor, siden som biskop. Det er paafaldende, at der ikke paa samme maade tales om, at Frants Berg har været forsørget med et indbringende kanonikat, og at der ikke ved hans død bliver et saadant ledigt. Alt, hvad han i denne henseende har havt, synes at være tre fjerdedele af den til Oslo læsemester henlagte indtægt, hvilke bleve ham overdragne ved et kongebrev af 20de August 1550, og som formodentlig ved hans død i 1591 uden videre ere tilfaldne Halvard Gunnarssøn. Derhos havde han i aarene 1555–1562 indtægten af Tønsberg provstigods. I kong Kristian III.s tid var det bestemt, at Frants Berg som biskop hvert aar skulde faa sig udbetalt af Akershus len 300 daler, og dette blev yderligere bekræftet af Frederik II. under 12te Mai 1575. Saalænge Jens Nilssøn stod som Frants Bergs medhjælper, er det vel tvivlsomt, hvorvidt han har havt andre indtægter end dem, som han kunde have af sine kanonikater. I 1580 blev derimod mellem ham og den afgaaende biskop truffet en overenskomst, der under 13de Juni fik kongens bekræftelse, hvorefter Jens Nilssøn skulde have halvdelen af de nævnte 300 daler, medens Frants Berg, foruden hvad der tidligere var ham personlig bevilget, for sin levetid fik den anden halve part, som en art pension. Dette blev altsaa et tillæg til Jens Nilssøns kanonikater samt til de til biskopens embede henlagte avlsgaarde og enge udenfor Oslo. Disse sidste vare temmelig betydelige og have formodentlig afgivet et ganske godt bidrag til husholdningen. En af disse gaarde og enge var Etterstad med Vaalen, hvor Jens Nilssøn oftere sees at have tilbragt sommeren, og hvis omgivelser han skildrer i sine latinske digte. I den forbirindende elv havde biskopen her to sagbrug, Vaalen kværner.[1] Jens Nilssøn var selv meget ivrig og omhyggelig for at passe paa det til ham henlagte gods og sørgede sta-
- ↑ Norske rigsregistranter, III, s. 71, 125 flg. Om Vaalen smlgn. pag. XCI, CVII og s. 272. I 1589 forsøgte en Peder Svendssøn paa Munketvet at trænge sig ind paa Vaalen og Etterstad og benytte biskopens hestehage. (Kristiania bispearkiv, 2, d.). I den anledning oplystes, at byens fæhavn grænsede ind paa denne hestehage, og at der i elven ved Vaalen kværner var en dam.
