kirkens forfatning Men faa aar efter hans død kom der nye klager over dens brøstfældighed.
Kannikegaarden, der maa have indbefattet saavel kapitlets kommun, som de enkelte kannike-residenser, laa i nærheden af domkirken og den nye bispegaard. Allerede et kongebrev af 4de Juli 1551 omtaler kannikernes ulyst til at beholde sine residenser, i hvis sted de foretrak at bo i sine egne huse ude i byen.[1] Efter ødelæggelsen i 1567 kunde det derfor ikke forbause, om denne tilbøielighed til at opgive residenserne var i voksende. Kommunet, hvis tomt i 1579 omtales som bestemt til plads for en bispegaard, er neppe mere blevet gjenopført. Derimod maa efterhaanden flere af de enkelte boliger for de ved domkirken residerende kanniker være satte i beboelig stand; men ogsaa af disse synes mange at have ligget øde i hele den tid, i hvilken Jens Nilssøn var medhjælper hos sin svigerfader, og de ere overhovedet neppe senere blevne gjenopførte. De gamle residenser havde staaet fra den katholske tid; de vare der nu engang, og om ogsaa indehaveren af den præbende, som var knyttet til den enkelte residens, ikke selv boede i den eller opholdt sig ved domkirken, var det dog ikke nogen stor sag at vedligeholde huset. Men efter den store ødelæggelse i 1567[2] krævedes der et betydeligt udlæg for den, der vilde sætte sin kannike-residens istand, og derfor var det meget rimeligt, at de, der havde præbender ved domkapitlet, men ikke opholdt sig i Oslo, nu søgte at unddrage sig denne udgift. De kanniker, som levede ved domkirken, vare derimod nødsagede til at skaffe sig hus, og der indtraadte paa denne maade et misforhold mellem de byrder, som hvilede paa de forskjellige kanniker. Jens Nilssøn synes her at have staaet paa de residerende kannikers side. Forpligtelsen til at bygge residenserne op igjen var netop et hovedhensyn, som stærkt kom frem under de langvarige forhandlinger angaaende de ikke residerende kanniker; men det lykkedes neppe at tvinge dem til at opfylde denne del af sine pligter.[3]
Skolen, der ligesom biskopen, havde faaet sit lokale i en af Olafsklosterets fløie (pag. XX), var ogsaa brændt med de øvrige
- ↑ Smlgn. kongebrev af 4de Juni 1565.
- ↑ I kongebrev af 15de Juni 1568 omtales, at residenserne vare afbrændte, og ved kongebrev af 6te August 1568 fik kapitlet paalæg om at gjenopføre dem.
- ↑ Til hvad der ovenfor er anført om diese forhold, kommer endnu den klage, som Jens Nilssøn indgav i 1585, der er trykt nedenfor, pag. CLXXX. seqv.
