denne havde ikke den betydning, som man i vore dage let kan være tilbøielig til at tillægge den. Valget af sogneprest foretoges nemlig ikke af den hele almue i prestegjældet, men alene af et udvalg paa syv, undertiden tolv mænd; nogen anden repræsentation for menigheden kjendtes ikke. Men selv i denne indskrænkede valgret fandt der stadige indgreb sted, for ikke at tale om de faa menigheden hvis valgret faktisk var ophævet. Der var saaledes for det første gjennem lovgivningen aabnet adgang for biskop og provst til at deltage i udøvelsen af valgretten, og i virkeligheden svede disse hyppig en indflydelse paa prestekaldenes besættelse, der var langt større end den, som var dem lovlig hjemlet. Dertil kom endnu den indflydelse, som presterne selv øvede, naar det gjaldt om at sikre deres efterladte, enten enken eller en af børnene, fremtidig forsørgelse gjennem kaldet.[1]
Denne besættelsesmaade, at efterfølgerne kunde faa sig tilsikret et kald, endnu medens formanden levede, opnaaede endog at faa et slags officielt stempel derved, at kongen ikke saa ganske sjelden meddelte enkelte personer sit skriftlige tilsagn om et skaffe dem et kald. Saadanne kongebreve kunde i mange tilfælde blot være affattede i form af en anbefaling til vedkommende
- ↑ Hovedstedet for alt, der vedkommer besættelsen af de geistlige embeder i det 16de aarhundrede, er „Om geistlige embeders besættelse i Norge efter reformationen af Ludvig Daae (1869), særaftryk af Luthersk kirketidende, hvoraf der i 1879 udkom en ny, udvidet og omarbeidet udgave, der er i boghandelen, hvad den første ikke var. Denne har titelen: Geistliges kaldelse i den norske kirke efter reformationen.
Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.
