uer mange chresten ett forargelligt exempell, och naar iche ther om paa mindis aff gudtz ordtz thiennere, at the skulle thennom rette och bedre, skiøder the ther aldellis jnthett om.
6. For thett siette berettis, att ther findis en stoer wskichellighed wdj brøllup och giestebud mangestedtz besønderlig paa landtzbygdenn wdj saa maade, att the setter thennom thill sleme drick søndags natt och andre hellige dage och kommer saa drucken wdj kiercken, att the ere huercken bequemme thil ad hørre gudtz ord eller giøre theris bøn thill gud eller nogett gott att wdrette; saadan wskichelighed och wgudellig handell, meener superintendenten, kunde nest gudtz hielp affskaffis eller j nogre maade formindskis, ther som kon: matt: ville lade sit breff wdhgaa thill almuen j Opslo och Hammer stichter, at the thennom sligt skulle wndholde.
7. For thett siuffuende, efftherthj adt thett lille gield Thønnesette, ligendis øuerst j Østerdallen emellom Thrundhiem og Hammer, haffuer thilforn verit ett annexe thill Opdall wdj Thrundhiems sticht, huilckett thett jcke nu er, men haffuer sinn egen sogneprest, som er wdj Opslo ordineritt och forskichet thiid, och samme gield ligger wnder Hammers forleninge, tha wnderstaar seg eligeuell somme och formeener, att forne gield Thønnesetther skulle høre thill Thrundhiems stigt, huorfore snperintendenten er wnderdannigst begierendis ett suar her paa, om hand skal visitere ther her effther, som hand thilforn giortt haffuer, eller jcke, paa thet hand kunde wide, huor effther hand skulle rette seg.
Nogen forandring i forholdene synes ikke at være fremkaldt ved denne Jens Nilssøns forestilling, forsaavidt vedkom fremgangsmaaden ved sognepresternes kaldelse. Alt synes at have gaaet i den samme gjænge, indtil der under 7de Oktober 1597 kom en ny forordning om prestekaldenes besættelse. Denne er foranlediget ved det misbrug, som havde indsneget sig, at prestesønner eller svigersønner af prester, tildels med en mislig livsvandel, imod biskopernes ønske og vilje, ved almuens imødekommen[1] bleve valgte til at efterfølge sine fædre, medens disse endnu levede. Det bestemtes nu, at intet valg skulde være gyldigt, der blev foretaget, forinden et kald virkelig var ledigt ved sin foregaaende indehavers død, og at efterfølgeren da skulde vælges efter ordinansen. Enhver tidligere kaldelse skulde da være ugyldig; de, som havde udstedt den, skulde straffes, og de, der havde modtaget den, kunde ikke mere faa kald.
Efterat denne forordning var udfærdiget, skrev biskop Peder Vinstrup efter kongens paalæg til Jens Nilssøn saavelsom til de øvrige biskoper om dens indhold. Brevet er trykt ovenfor, pag.
- ↑ Da valget foretoges al nogle faa lagrettesmænd, blev der saa meget lettere adgang for sognepresterne til at paavirke disse og vinde dem for den, som de ønskede at faa ansat.
