At biskopen i almindelighed havde anledning til at øve indflydelse paa prestekaldenes besættelse, var noget, som erkjendtes fra alle sider. Det var derfor ganske naturligt, at prester, som ønskede at faa sine sønner med tiden godt anbragte, henvendte sig til biskopen og bade ham om at hjælpe dem (s. 162), ligesom kapellaner, der vilde have sig et godt sognekald, paa samme maade søgte at faa ham paa sin side (s. 89). En saadan bistand kunde neppe ydes paa nogen bedre maade, end naar biskopen paa prøve sendte dem ud i en menighed, der havde mistet sin prest. Paa sin side har Jens Nilssøn anbefalet en prest til en dansk biskop (s. 190).
Kapellanerne skulde, efter hvad der foran er oplyst, ikke have noget krav paa at rykke op ved sin sogneprests afgang og arve hans embede. Det har imidlertid jævnlig hændt, at de gled over i dette, uagtet Jens Nilssøn ialfald ved enkelte leiligheder har været imod, at der uddannede sig en saadan praxis. Oplysende i denne henseende er en forpligtelse, som Fynboen Rasmus Madssøn har udstedt i Oslo 21de Februar 1600[1] under haand og segl til Jens Nilssøn, hvem han kalder „min kiere superintendent“. Han var af Jens Nilssøn bleven „rettelig kaldit, samtycht och ordineritt – – till dett hellige prediche embede att vere en medtienere hos hederlig mand her Hans Olsen, sogneprest till Tynnesether j Østerdalen“.[2]. Foruden at den nye kapellan afgav den sædvanlige forpligtelse til at forholde sig rigtig i sit embede, heder det videre: „Forplicter ieg mig ocsaa vdj dette capellantz kaldt att bliffue saa lenge Gud vill mig i andre maade forsee oc huerchen dissimellem eller nogen tidt att ville affectere eller ved nogens intercession lade mig promouere oc forfremme till nogen pastoris eller sogneprestis kaldt her vdj Oslois oc Hammers stigter imod Kong. Matts. ordinantze oc forbemelte superintendentis villie oc samtyche for nogen som for mig lenge oc vell haffuer her vdj stigtett thient vdj cappellantz eller scholetieneris kaldt oc embede till fortrengsell oc forargelse vdj nogen maade. Oc huorsom ieg icke kand beholle lenger samme kaldt louligen, som ieg er nu till kaldit, men enthen nødis derfra, heller sielff siger mig derfraa: da loffuer ieg paa min gode tro oc loffue at iche ville besnære min superintendent om nogit andit kaldt, førendt Gud vill ieg loffligen epther ordinantzen kand med it kaldt bliffue igen forsørgit“. Yder-
