oftest være meget at udsætte paa dem. Jens Nilssøn havde allerede i 1585 forstaaet, at det her gjaldt at angribe ondet i roden ved at forhindre den saakaldte sognegang, at skolebørnene to gange om aaret vandrede om i landsbygderne for at erhverve sig sit underhold.[1] Hans forestillinger have henledet opmærksomheden paa mislighederne ved dette forhold; men først 2 aar efter hans død blev det ved et kongebrev formelig stanset. Ved disse vandringer lagdes ikke den bedste grundvold for en mands moral, og naar disse samme unge mennesker bagefter kom til et kald, hørtes der ofte om megen raahed fra deres side.
Om presternes drikfældighed tales jævnlig, og paa visitatsreiserne havde Jens Nilssøn i den anledning stadig et haardt arbeide; men hvor meget han end her greb ind som den advarende og formanende, som den truende og straffende, saa hjalp det kun lidet. Stort bedre stod det ikke til med presternes og deres familiers sædelighed. Hvor galt det i denne henseende var fat, viser sig bl. a. tydelig af de kongebreve, som under 30te Juli 1593 udgik til de norske bisper og hovedlensmænd i anledning af presternes drikfældighed og usædelige levnet. Dette males i brevene med mørke farver. Der er allerede omtalt et exempel paa, at en ung geistlig maatte love Jens Nilssøn, at han ikke skulde ægte nogen berygtet kvinde, og naar biskopen ansaa det nødvendigt at tage et saadant løfte, saa har det sikkert været paa gode grunde. En anden ung mand, Mads Jenssøn, maatte ogsaa give et lignende løfte; biskopen havde viet ham til prest, men med forbehold af, at han først i et aar skulde skaffe sig flere kundskaber og saa indfinde sig i Oslo for at lade sine fremskridt prøve; med hensyn til ægteskab, da lovede han aldrig at gifte sig uden øvrighedens og sine venners raad.[2] I Marts 1580, da Jens Nilssøn en aften kl. 7, til sædvanlig tid, sad ved maaltid sammen med sin svoger fra Trykstad, kom presten paa Næsodden, hr. Jens, ind til ham i beruset tilstand og skjældte ham ud,
- ↑ I 1595 mødte Jens Nilssøn en saadan vandrende „skoledegn“ i Hiterdals prestegaard.
- ↑ Bispearkivet, 2, e, no. 52. – I visitatsbøgerne (s. 458) omtales, hvorledes en kapellan beder biskopen om hans samtykke til at ægte sogneprestens datter; det kan vel være, at kapellanen derved ogsaa har villet skaffe sig et stiltiende samtykke til at blive sin tilkommende svigerfaders eftermand. – Dette gik dog ikke.
