skall studere i den hellige schrifft och haffue Christi hiord vdi befalling, att den icke forsømmis vdi theris salighedz sag, huem thet skall giøre handt kandt icke well tage ware paa kiøbenskab eller befatte sig medt anden werdslig handel om handt will staa sitt embede well for, thi hans bog och hans embede handt er kallid thill, skall faa hannem nock att thage ware paa, saa hannd skall icke haffue behoff att bekymre sig med anden werdslig handell. Thi will thet icke skicke sig att en prestmand skall were en kiøbmand. Thi er best att en kiøbmand bliffuer en kiøbmandt och en prestmandt bliffuer en prestmandt. Huadt prestmand her effter icke will skicke sig i thisse tuende stigter, men will will [sic] heller were en kiøbmandt end en prestmand,[1] then er aff Kong: Mattz: stadholler och capitell i Oslo beslutit haandt skall were aff medt sitt gielldt och en anden god gudtzfrychtig mandt som will tage ware paa sitt embed thillskickis i hans sted igienn. Saadant I dannemend maa alle were, thi att thet giellder icke om ringe ting, menn om Gudtz ære och om menniskens salighedt, huess thenn forspillis skall the suare thill som haffuer religionen wdi befalling, och betencker I dannemend, ther I bleffue ordineret, tha bleff I icke ordineret thill kiøbmend menn thill prestmend. Thessligeste tencker och huad handschrifft I mig giffuit haffuer saa mange som af mig ordineret er att I skulle icke befatte Ether med verslig handell, men tage ware paa Ethers bog och skicke Ether som prestmend bør att giøre. Jeg willde nødig thet skulle komme wdi Kong: Matt: øren att ieg haffuer ordineret kiøbmendt thill prestmend. Her kunde I dannemend wide att rette Ether effter.
At drive kjøbmandskab var i almindelighed presterne forbudt under strenge straffe; ordinansen indeholdt et skarpt forbud derimod, som ydermere var gjentaget og skjærpet 1555,[2] men, som det viser sig, uden at det egentlig kan have hjulpet meget i de første 25 aar. Efter denne tid synes det derimod, som om der er foregaaet en forandring, og at der ialfald er indtraadt nogen forbedring. I visitatsbøgerne (s. 482) omtales rigtignok en prest, som havde solgt noget trælast til en mand fra Aalborg; men da dette ikke har foranlediget nogen indskriden fra biskopens side, er det rimeligt, at presten har hugget tømmeret i en til prestegaarden eller prestebolet hørende skov, hvilket ikke var stridende mod ordinansen.
Ved de samme anordninger, der forbød presterne at drive kjøbmandskab, var der ogsaa fastsat regler for deres dragt. I ordinansen heder det: „og altid skulle de gaa udi en ret presteklæde, som kan sømme en Guds ords tjenere“, og i 1555 gaves følgende mere udførlige bestemmelse som forklaring dertil: „Prester skulle ikke holde sig anderledes i deres klæder, hjemme eller af byen, end som en ærlig prestemand sømmer, saa at ingen færdes med
