Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/20

Denne siden er korrekturlest
XX

1564 stod deres bryllup i Oslo, og fra nu af var Jens Nilssøn gjennem sit hele følgende liv fast knyttet til denne by, hvor han virkede til sin død.

Ved sit giftermaal blev Jens Nilssøn nær forbunden med Frants Berg, – en forbindelse, der hørte til de bedste, han overhovedet kunde vente at opnaa. Det er muligt, at biskopen allerede inden hans hjemkomst har udseet ham til sin svigersøn, og at ogsaa dette hensyn har været medvirkende, da han foretog den ordning, hvorved Rasmus Hjort opgav Oslo skole. Han blev ogsaa besvogret med denne sidste, hvilket yderligere tjente til at befæste venskabsbaandet. I tidens løb dannede der sig, som senere vil blive omtalt, omkring disse mænd en literær kreds, der for sin tid var noget aldeles enestaaende i vort fædreland.

Om Oslo skole og dens forhold i de aar, i hvilke Jens Nilssøn var dens rektor, haves der kun faa oplysninger; men det er ikke uberettiget at antage, at han har været en dygtig og nidkjær mand ogsaa i denne stilling, og at han med iver har taget sig af den ungdom, der var betroet til hans omsorg. Skolen havde sin bygning i det gamle Olafskloster, som allerede umiddelbart efter reformationen af kongen var bestemt til at anvendes i dette øiemed og i 1546 udtrykkelig var givet dertil; foreløbig havde det ikke kunnet benyttes, da bygningerne vare meget daarlige, hvorfor der i 1550 maatte skaffes penge til istandsættelsen ved at sælge en af klostrets kjældere; i 1552 synes „læsestuen“ at have været i brug.[1] En anden del af klosterbygningerne var overdraget Frants Berg som eiendom;[2] skolen havde en gaardsplads, der i den gamle tid havde været munkenes „prattel“, hvorved formodentlig menes den indbyggede klostergaard.[3] Rektor har formodentlig havt sin bolig i skolens bygning, hvor ogsaa læsemesteren skulde boet efter bestemmelsen fra 1546. Men ialfald i 1556 boede denne med de øvrige kanniker paa kannikegaarden, der ogsaa laa i nærheden.[4] Læsemesteren, lector

sia; i fortalen til Elegidion omtaler Jens Nilssøn hende som matrona pudicissima ac honestissima; han taler der ogsaa om ægteparrets filii ac filiæ multissimi.

  1. Norske rigsregistranter, I, s. 87, 119 og 149.
  2. Norske rigsregistranter, I, s. 149. Smlgn. C. C. A. Lange. De norske klostres historie (2. udg.), s. 442.
  3. Diplomatarium Norvegicum, I, no. 1117.
  4. Smlgn. det i foregaaende note anførte sted.