har en kone fra Jæmteland, som har været i tjeneste i Oslo (s. 353). En prest i Drangedal har to døtre, af hvilke den ene kommer til Sverige, medens den anden ægter en baahuslensk prest (s. 153). En tysk prest vandrer om i Norge, efter tidens brug med sin stambog, men dog ikke finere, end at han ved skilsmissen fra biskopen af denne modtager 20 skilling (s. 484). Ved en anden leilighed støder biskopen paa en gammel mand fra Lübeck, der er paa reise fra Oslo til sit hjemsted (s. 177). I Thelemarken lever der Tyskere (s. 380). Overhovedet har der været en stadig uro i befolkningen, som den, der forudsætter et mere udviklet kommunikationsvæsen, ikke altid har let for at fatte. Men denne omtumlende slægt var tillige vild og raa; der høres om forbrydelser, rov og mord, fra alle kanter. Paa Eidskogen huser der rømlinge (s. 453), og i Baahuslen gjøres veiens usikre af røvere (s. 501), der ikke lade sig skræmme af de galger og steiler, der prydede egnen. En af disse steiler klædtes af de omvankende skotske kræmmere, som havde overfaldt og myrdet en sogneprest i Solberg (s. 173).[1] Ogsaa dette mord er saaledes et bidrag til tidsalderens vandringshistorie.
I dette samfund færdedes da Jens Nilssøn omkring som den utrættelige visitator. At foretage visitatser og derunder føre nøie tilsyn med presterne, betragtedes som et af de vigtigste hverv, der var paalagt de protestantiske biskoper, og saaledes opfattedes det ogsaa af Jens Nilssøn selv. Paa disse reiser var der ogsaa jævnlig for biskopen anledning til at tage del i udøvelsen af den geistlige jurisdiktion, navnlig ved paakjendelse af sager, der angik ægteskabsbrud og anden usædelighed. Naar han var i Oslo, sad han i kapitlet, hvor saadanne sager behandledes; men de fulgte ham ogsaa ud paa hans reiser. Paa Baahus dømte han i 1597 sammen med lensherren i nogle saadanne sager, af hvilke en endte med, at synderen blev kastet i fængsel (s. 511 flg.). Samme aar bleve andre sager forelagte bispen; han forligte i den ene parterne med hinanden, medens den anden henvistes til provsten og derefter til lensherren eller kapitlet (s. 522 flg., smlgn. s. 530, 537 flg.). Undertiden kunde der, naar tillige lensherren var tilstede, paakjendes mange sager paa een gang, saaledes som i Kongelf 1594 (s. 188 flg.).
- ↑ Nærmere oplysninger om dette mord i Dr. Holger Rørdam Monumenta historiæ Danicæ, I, s. 655.
