Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/203

Denne siden er korrekturlest
CCIII

kom.[1] Man ser saaledes bl. a., at han paa en reise til Hedemarken sørger for at faa bestilt humle (s. 303). At visitatserne kunde forenes med besøg i brylluper, var naturligt; de vare jo netop en leilighed, hvorved mange folk kom sammen. Bispen var desuden baade i brylluper og barnedaab en hædersgjæst, som man gerne vilde have med i det festlige lag. Hans reiser gave altid anledning til, at der holdtes mindre selskaber; men der var ogsaa folk, endog meget fornemme, som forgjæves søgte at faa Jens Nilssøn til at gaa ind i deres hus (s. 415). Ved visitatserne søgte presterne at samle bygdens bedste folk for at gøre biskopen selskab; men udvalget var som oftest ikke stort. I de større og rigere bygder, hvor der boede adelige slægter, vare disse ved saadanne anledninger selvskrevne gjæster (s. 416); men de holdt sig ikke for gode til at være i selskab med bønder, haandverkere og unge kjøbsvende fra Bragernæs. Tidens stærke standsforskjel kom ikke tilsyne paa den maade.

Biskopen skulde, naar han kom paa visitats, selvfølgelig have det bedste værelse i prestegaarden, det saakaldte „herremag“. Men de bekvemmeligheder, som der bødes, kunde ofte være helt daarlige, saaledes som det klages over paa Gjerpens prestegaard (s. 425). Hofs prestegaard i Solør var ogsaa i denne henseende slet udstyret; bispens værelse var mørkt, og det røg af skorstenen; det ene vindue var slaaet ud, og presten havde nøiet sig med at sætte et hynde ind i stedet (s. 459). Der maatte da den gamle biskop tilbringe en nat i Januar maaned.

En eiendommelig skik var det, at biskopen ved sin afreise fra enhver prestegaard skjænkede prestekonen og undertiden børnene paa stedet en sum penge, gjerne 1 daler, men ofte mindre; dette var en godtgjørelse for det bryderi, som han havde voldet; naar prestekonen var syg, fik pigen eller den, som kogte maden, disse penge (s. 317). Det kunde ogsaa hænde, at biskopen, saaledes som i Kongelf 1594, ved en af sine ledsagere ofrede til presten (s. 181). Til gjengjæld kunde en prestekone sende biskopens kone en gave, som f. ex. et par fløiels tøfler (s. 418), ligesom en bondekone sendte gaver til bispens sønner (s. 299).

  1. En mand, til hvem biskopen søn Kristofer synes at have staaet i pekuniære forpligtelser, og til hvem faderen i den anledning maatte henvende sig, var mester Beda (s. 50t), der maa være den i de norske rigsregistranter for disse aar hyppig omtalte skibsbygmester Hugo Beda (Bedau, Bedow) eller Nicolaus Beda, hvilken sidste havde bestyrelsen af jesnhytterne ved Skien. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen hvor på siden fotnoten skal plasseres.]