Fra en adelig dame modtog biskopen selv værdifulde gaver, for hvilke han skriftlig takkede (s. 556). Naar han paa reiserne var i barnedaab eller bryllup, gav han ogsaa fadder- og bryllupsgaver (s. 280, 292); som honorar kunde biskopen da faa et sølvkrus eller lignende, som dog først maatte paanødes ham (s. 92).
Af særlig interesse er det at se biskopen paa disse visitatsreiser i berøring med befolkningen i almindelighed og at iagttage den omhyggelighed, hvormed han lader mange smaatræk nedtegne, som vedkomme denne. Selvfølgelig er det hovedsagelig bønder, hvem det saaledes bliver anledning til at omtale. Som oftest er det i prestegaardene, biskopen træffer sammen med bønderne, af hvilke gjerne et par „smukke mænd“ nyde den hæder at indbydes til at spise sammen med ham. Men ogsaa paa landeveien omtales af og til møder mellem biskopen og bønder. Engang har saaledes biskopen været inde hos en bonde og drukket, medens der skiftedes heste (s. 348). Fremdeles nævnes, at bonden paa gaarden, hvor der skiftes heste, kommer ud og skjænker bispen (s. 446). Paa et andet sted har han sendt bud ind for at bede om nogle nødder, hvorpaa konen kom ud med en pot øl og gav biskopen at drikke (s. 86). Engang bliver der paa samme maade budt biskopen øl paa en bondegaard; men han afslaar det, da han endnu om morgenen er fastende (s. 477). Paa andre steder, navnlig hvor der kunde have tildraget sig en eller anden opsigtsvækkende ulykke (s. 401, 406, 411), var bispen enten inde hos folkene eller lod forhøre om tilstanden.[1]
- ↑ Undertiden har biskopen paa reiserne selv medbragt proviant. Navnlig var dette tilfældet, naar han reiste fra Oslo paa baad, idet han underveis pleiede at tage sit maaltid af den hjemmefra medbragte mad (s. 79). Han medførte en proviantkurv, med tinfad, tintallerkener, en tinflaske og en liden bimpel, hvilket alt blev sendt tilbage med skydsfolkene (s. 341, 474). Som regel her bispen paa alle reiser medbragt en flaske vin, som han dels selv har drukket, dels skjænket til andre i sit sølvstøb (s. 506). Det almindelige var at benytte flasker o. lign af tin; men Askerpresten havde en glasflaske (s. 420). Ogsaa byfogden i Oddevald sendte i en saadan vin til bispen (s. 501). Et sted kjøber bispen paa landeveien tinsager af en reisende fremmed mand (s. 96). Der omtales forskjellige sorter vin, rhinskvin (s. 403, 513), see vin (s. 501), vin-tint (s. 85) o. s. v., ligesom aqva vitæ nævnes (s. 483). Lehnsherren paa Baahus bryggede i 1597 øl af Enula campana. I 1594 nævnes god vin og godt ferskt Rostockerøl sammen; det sidste var kun 2–3 uger gammelt (s. 144). Men det hændte ikke altid, at øllet var godt. Paa Flesberg prestegaard fik biskopen „saare ondt øl“ (s. 559).
