Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/21

Denne siden er korrekturlest
XXI

theologiæ, havde en meget anseelig stilling som den, der i kapitlet var den nærmeste efter selve biskopen, og stod betydelig over rektor, skolemesteren, der ved siden af ham var en forholdsvis underordnet mand. Det er saaledes naturligt nok, at der forekommer exempler paa, at en rektor er bleven befordret til lektor.

Da Jens Nilssøn tiltraadte sit embede, forefandt han netop en saadan læsemester, der tidligere havde været rektor, nemlig den før nævnte magister Jon Anderssøn, der i 1549 var kommen til Oslo fra Kjøbenhavns skole. I den første tid, hvori denne mand var i Oslo, vakte han, ligesom han ogsaa havde gjort i sin tidligere stilling, forargelse ved sin drikfældighed og forvoldte Frants Berg saadanne vanskeligheder, at denne erklærede, at han hellere vilde opgive sit embede end finde sig i hans forargelige levnet. Efter en skarp formaningsskrivelse fra Sjællands biskop, selve Petrus Palladius, synes imidlertid Jon Anderssøn at have forbedret sig noget, og han blev saaledes staaende som lektor indtil sin død, der indtraf i 1577.[1] Medens Jens Nilssøn forestod skolen, var Jon Anderssøn formodentlig endnu nogenlunde brugbar, skjønt han, efter hvad der kjendes til ham, neppe har været noget særdeles udmærket som ungdommens lærer. Skolens underordnede personale bestod maaske kun af to lærere, en øverste hører og en anden hører, der lønnedes med en del af kapitlets gods. De norske skoler havde i hine dage kun faa lærere. Om skolen i Tønsberg, der underholdtes af provsten ved Laurentiuskirken, oplystes saaledes i 1555, efter provsten hr. Laurits Matssøns død, at han altid havde havt tre personer til at gjøre tjeneste i kirken og ved skolen;[2] af dem har formodentlig den ene været rektor, den anden hører og den tredie provstens kapellan. Men det maa dog herved haves for øie, at skolen i Tønsberg var den i Oslo langt underordnet og vistnok meget tarvelig udstyret.

Ligesom Rasmus Hjort, enten som lærer eller som overordnet, havde knyttet Jens Nilssøn nær til sig, saaledes virkede ogsaa denne i samme aand paa sine disciple. Nogle af de bedste blandt disse vedbleve altid senere i livet at staa sin fordums lærer meget nær og traadte tildels i slægtskabsforhold til ham.

  1. Dr. Holger Rørdam, Kjøbenhavns universitets historie, I, s. 647 flg. Smlgn. A. E. Eriksen, Acrostichis, s. 8 flg.
  2. Diplomatarium Norvegicum, I, no. 1116.