Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/25

Denne siden er korrekturlest
XXV

og stadens øvrige offentlige bygninger brændte, og hvad der stod igjen, kan alene have været murene af de faa stenhuse og de enkelte hvælvede kjældere, der fandtes i byen. Massen af dennes huse, der næsten alle vare af træ, maa have ligget aldeles i grus. Oslo var ikke længere noget blivende sted, og enhver, som kunde, flygtede bort. Man finder saadanne flygtninge af Oslos rigere familier helt henne i Nedenæs,[1] og Jens Nilssøn selv tog den samme vei. Skolens virksomhed var stanset, dens rektor og disciple spredte for alle vinde. Jens Nilssøn fandt i denne tvungne fritid en sysselsættelse ved at afskrive det haandskrift af kongesagaerne, som gaar under navn af Jøfraskinna. Hans afskrift er bevaret til vor tid og vil blive nærmere omtalt nedenfor; af de bemærkninger, som Jens Nilssøn har nedskrevet i denne bog, sees, at han 21de Mai 1567 var paa gaarden Rinde i Sandøkedal, hvor han fremdeles opholdt sig den 22de, 23de og 25de i samme maaned. Den 29de var han ogsaa paa reisen, men synes da at have opholdt sig noget mere østlig, formodentlig paa veien hjemover mod Oslo. Stedet, hvor han da var, kan dog ikke med bestemthed paavises, da navnet er skrevet med lidt utydelige træk.

Efterat Oslo igjen var forladt af fienderne, maa indbyggerne efterhaanden være vendt tilbage og have begyndt at indrette sig paa de gamle tomter. Men med byens gjenopførelse gik det neppe meget hurtig. Det blev nemlig bragt paa tale at flytte den over paa den anden side af Bjørviken og bygge den op under Akershus’s mure, og denne plan fremkaldte endog et kongebrev, der befalede borgerne at flytte sin by og forlade brandtomterne i Oslo.[2] Skjønt dette bud allerede blev tilbagekaldt i 1568, aaret efter den store ødelæggelse, maa det dog have bidraget sit til at forsinke gjenopførelsen. Der er rigtignok ingen grund til at tro, at borgerne samvittighedsfuldt have overholdt forbudet mod at bygge paa de gamle tomter; men ganske uden virkning kan det dog ikke have været, og navnlig maa det antages, at der i hele den tid, hvori der forhandledes om byens flytning, ikke for alvor er gjort noget skridt til at sætte de afbrændte offentlige bygninger i stand. Skolen er ialfald neppe kommen i gang i 1568, og det kan vel være tvivlsomt, om den overhovedet

  1. Smlgn. nedenfor, s. 568 flg., hvor Jens Nilssøn omtaler Oluf Glads flugt til Asdal, Norske magasin, I, s. 166, note 2, og Historisk Tidsskrift, II, 3, s. 273.
  2. Om planerne til Oslos flytning i 1567–1568, og hvad dermed staar i forbindelse se L. Daae, Det gamle Christiania, s. 15 flg.