lærde geistlige i den følgende tid have staaet i literær forbindelse; dette er imidlertid høist sandsynligt. For Peder Claussøn maatte Jens Nilssøn være en meget god kilde at øse kundskab til Norges topografi af; han kjendte allerede nu, som visitator, en betydelig del af sine to store stifter og erhvervede i den følgende tid et endnu mere indtrængende kjendskab til disse. Det er sikkert, at Peder Claussøn har benyttet sit bekjendtskab med Povel Huitfeldt til at erhverve oplysninger om Island, som han senere har tilgodegjort i sit skrift om denne ø. Med Povel Huitfeldt var han netop sammen under dette møde, medens det er usikkert, om han ved andre leiligheder, saasom paa statholderens reiser til Bergen, har havt anledning til at træffe denne. Naar Povel Huitfeldt, der kun for en kortere tid boede i landet, paa den maade har bistaaet den utrættelige Peder Claussøn, er det neppe tænkeligt, at ikke denne ogsaa har søgt at faa oplysninger om de dele af Norge, som Jens Nilssøn kjendte bedre end nogen anden, og at han ogsaa efter mødet i 1576 har fortsat sin forbindelse med denne. For saadanne egne, som Oplandene, Østerdalen, Gudbrandsdalen o. lign., vare Jens Nilssøns meddelelser overhovedet en af de bedste kilder, som i det 16de aarhundrede kunde opdrives i Norge, og det vilde ligefrem været besynderligt om ikke Peder Claussøn saavel i 1576 som senere hen havde søgt at føre sig dette bekjendtskab til nytte. Der er rigtignok intet sted i Peder Claussøns berømte hovedverk, hans Norges beskrivelse, der med bestemthed tyder paa, at han har indhentet oplysninger hos Jens Nilssøn. Men der er dog afsnit i denne, om hvilke der med stor rimelighed lader sig opstille den formodning, at en meddelelse fra Jens Nilssøn har været kilden. Hvad Peder Claussøn fortæller om Oslos ødelæggelse i 1567, skyldes maaske en beretning fra byens daværende skolemester. Sikkert er imidlertid kun, at de to lærde geistlige, der begge nærede en varm interesse for fædrelandets historie, literatur og topografi og begge indtage en smuk plads i tidens literatur, i 1576 fik anledning til at gjøre hinandens bekjendtskab.
I 6 aar stod Jens Nilssøn som sin svigerfaders medhjælper, indtil den tid kom, da denne overdrog ham det hele embede. Derved indtraadte det, som allerede var forudsat, da han i 1574 fik sin første udnævnelse, og han maatte saaledes for at aflægge
