hans virkelige omgangsvenner, forsaavidt et saadant ord kan finde sin anvendelse paa forholdene i det 16de aarhundrede.
Jens Nilssøns omgang med hin tids norske adel var ikke indskrænket til familien paa Fritsø. Den var overhovedet meget udstrakt, og han har paa det nærmeste havt bekjendtskab med alle de mere fremtrædende adelsslægter af norsk eller dansk oprindelse, der levede i det søndenfjeldske Norge, saavelsom med de danske adelsmænd, der i hans tid indehavde rigets høieste stillinger. Mellem disse var igjen statholderen den høieste og den, med hvem biskopen i Oslo til enhver tid havde mest at bestille, idet deres embedsforretninger paa flere maader grebe ind i hverandre.
Af statholderne er i det foregaaende[1] allerede nævnt Povel Huitfeldt til Snidstrup, der kom til Norge i 1572 og indehavde dette embede paa den tid, da Jens Nilssøn blev Frants Bergs medhjælper. Povel Huitfeldt maa, efter det lille; som derom vides, have været en mand med interesser, og Jens Nilssøn stod altid paa en meget god fod med ham. Efterat Povel Huitfeldt om sommeren 1577 var traadt af som statholder og havde flyttet til Halmstad, fortsattes forbindelsen mellem ham og Jens Nilssøn fremdeles. Hver gang Jens Nilssøn reiste til Danmark, lagde han veien derhen over Halmstad og var der den tidligere statholders gjæst.[2] Da dennes pleiedatter, Margrete Breide, i 1579 blev gift med Peder Iverssøn,[3] har dette formodentlig atter givet et nyt tilknytningspunkt mellem Povel Huitfeldt og biskopen.[4]
Povel Huitfeldts eftermand som statholder over Norge og befalingsmand paa Akershus var Ludvig Munk, der blev ansat i 1577 og blev staaende i denne stilling til 1583. Han var saaledes statholder paa den tid, da Jens Nilssøn i 1580 blev selv-
