når Matilde ikke lenger er her!“ — „Men du var jo sjældnere hos henne nu,“ sagde Bård. „Hvad gjorde det, når jeg havde henne borte i vinduet,“ svarte den syke og gret så barnligt, at det var Arne, som havde han aldrig hørt gråt før. „Du kunne jo ikke se henne der,“ sagde Bård. „Jeg så jo gården,“ svarte hun og moderen lagde iltert til: „du skønner ikke slikt, du.“ Så sagde ikke Bård mere. „Nu kann jeg aldrig komme til vinduet!“ sagde Eli. „Jeg gikk dit om morgenen, når jeg stod opp, om kvelden sat jeg der i måneskinnet, og jeg gikk dit når jeg ingen havde at gå til. Matilde, Matilde!“ Hun vred sig i sængen og fikk krampegråten påny. Bård satte sig bort på en krakk og så paa henne.
Men det gikk ikke så snart over med Eli, som de kannske havde tenkt. Mot kvelden så de først at det blev til langvarig sykdom, den hun måske i lengere tid havde samlet på, og Arne kaltes inn for at vere med og bere henne opp i det rum, som var henne overlatet. Hun sansede ikke, var meget blek og lå stille, moderen satte sig hos henne, faderen stod nede ved sængen og så; siden gikk han ned til sitt arbejde. Arne gjorde det samme; men den kveld bad han for henne, idet han lagde sig, bad at hun, så ung og vakker som hun var, måtte få det godt i verden og at ingen måtte stenge gleden ute fra henne.
Dagen efter sat faderen og moderen sammen
