natt drømte Margit om en stor, rød ko, som var kommen borti akeren. Hun skulde jage den derifra, men alt det hun strevde, kunne hun ikke komme af flekken; koen stod rolig og åt til den blev så rund og mett, og alt imellem så den bort på henne med store, blide øjne.
Næste gang der blev dans i bygden, var Margit der. Hun vilde litet med at danse den kveld; hun blev sittende at høre på spillet, og syntes det henne rart, at ikke også andre havde bedre hug til det. Men da det led på, rejste spillemannen sig op og vilde danse. Han gikk like bort til Margit Kampen med en gang. Hun visste næsten ikke av det; men hun dansede med Nils skrædder!
Snart blev det varmere i vejret, og man dansede ikke mere. Den vår tok Margit sig slik av et litet lam som var blevet sykt for dem, at moderen næsten syntes det var formeget. „Det er da bare et lam,“ sagde moren. „Ja; men der er sykt,“ svarte Margit. —
Det var lenge siden hun hadde veret i kirke; hun unte moderen bedre at gå, sagde hun, og nogen måtte være hjemme. En sønndag ut på sommeren, det var så vakkert i vejret, at høet gerne kunne stå det døgn over, sagde moren, at nu torde de visst gå beggeto. Margit kunne ikke svare stort til det, og klædde sig på; men da de var komne så langt at de kunne høre kirkeklokkerne, skar hun i at gråte. Moderen blev likblek; de gikk
