Side:Bjørnson - Arne.djvu/119

Denne siden er korrekturlest
118

for mig, det forstår sig, men det er likesom litt i skyndingen, undtaken en og annen gang han næsten gør formeget av det.“ — „Taler han da aldrig med dig?“ — „Ofte er det så lenge imellem, at jeg må gråte for mig selv. Da ser han nokk dette og begynner, men det er om lette ting, aldrig om de tyngre.“ Presten gikk opp og ned, da stansede han og spurte: „hvorfor siger så ikke du noget til ham?“ — Det var lenge før hun svarte noget herpå, hun sukkede flere ganger, hun så ned og til siderne, hun foldede det tørrklæde hun bar: „jeg er kommen hit idag for at tale med han fa’r om noget, som ligger mig tungt på hjærtet.“ — „Tal du fritt, det vil lette dig selv.“ — „Jeg vet det vil lette, ti jeg har nu slæpet på det alene i mange år, og det bliver tyngre for hvert.“ — „Hvad er det, kære kone?“ — Der var en stund opphold, så sagde hun: „jeg berer stor synd for min søn“, hun begynte at gråte. Presten gikk tett inn til henne: „tilstå mig den, så skal vi sammen bede Gud, at den må blive dig tilgivet.“

Margit hulkede og tørrede sig, men begynte igen at gråte idet hun skulde tale, og således opp igen flere ganger. Presten trøstede henne og sagde, at det visst ikke kunne vere noget så brødefullt, hun var visst for streng mot sig selv o. s. v. Men Margit gret og kom sig ikke til at begynne før presten havde satt sig ned ved siden av henne og snakket vel for henne at hun skulde få mod. Da