Side:Bjørnson - Arne.djvu/121

Denne siden er korrekturlest
120

jeg lagde det hen til de andre. Nu gikk jeg i angst hverr dag både for dem, som var i kisten og for at der skulde komme noget nytt. Hvert menneske, som drog til gårds, var jeg rædd; sat vi begge inne og det tok i døren, så skalv jeg, ti det kunne jo vere brev, og da fikk han det! Når han var i bygden, gikk jeg hjemme og tenkte at nu får han kannske brev derute, og i det står om dem, som er komne før! Når han vendte hjem, så jeg på ansigtet langt borte, og Herregud hvor glad jeg var, når han smilte, for da havde han intet fått! Han var bleven så vakker også nu, likesom fa’r sin, men mere lyslett og blid. Og så havde han slikt et mål til at synge med; når han sat ute i døren i kveldsolen, sang opp imot åsen og lydde efter svar, da kente jeg på mig, at misse ham kunne jeg aldrig! — Bare jeg så ham, eller jeg visste han var der etsteds omkring, og han var nogenlunde glad at se til, og han bare kunne give mig et ord engang imellem, så ønskede jeg mig ikke mere her på jorden, og jeg vilde ikke at nogen tåre skulde vere ugråtet. —

Men nettopp som det syntes han bedre trivdes og likede sig bedre blandt folk, kom her bud fra poståpneriet, at nu var det fjerde brevet kommet og i det var der to hundrede daler! — Jeg tenkte jeg havde siget ned, der jeg stod: hvad skulde jeg nu gøre? Brevet kunne jeg vel alleticler få avvejen men pengerne? Jeg fikk ikke sove i flere nætter