ste lå den og de gikk inn i det verelse, som vendte mot Kampestupet. Den forferdelige fossedur slog atter imot dem; ti vinduet stod åpent. Her kunne de se strålesprøjten stå opp mellem fjellene, men ikke fossen selv, uten der lenger oppe, hvor et klippestykke var fallet ut i fossen nettopp som den kom med all sin magt til sidste sprang ned i djuvet. Frisk torv lå over klippestykkets øvre flate, et par furukongler havde gravet sig ned i det og grodde opp igen med røtter i stenrivterne. Vinden havde rusket og revet i treerne, fossen vasket dem, så der ikke fantes kvist fire alner fra roten, i kne var de bøjdde og grenerne krøkte, men stod gjorde de og skar højt opp mellem fjellveggerne. Disse var de første Eli så fra vinduet, dernæst de drivende hvite snefjell oppover de grønne. Hun drog øjet tilbake, over markerne var der fred og fruktbarhet, hun så sig om i verelset og det første hun så var en stor bokhylle. Der var så mange bøker, at hun trodde ikke presten havde flere. Et skap stod oppunder hyllen og nedi det havde han sine penger. To ganger havde de arvet, sagde moderen, de skulde også arve en gang til, hvis alting gikk som det burde. „Men penger er ikke det beste i ver den: han kann få det, som bedre er.“ — Der var mange småting i dette skapet, som var trøysame at se på, og Eli så på dem allesammen så glad som et barn. Da viste moderen henne til en stor kiste, hvori hans tøj lå; dette løftede de også
10*
