En stund efter, de havde spist og taket farvel med moderen, gikk de sammen henad vejen til prestegården. Det var en sommerlys natt, hvori alt stod skræmt sammen i store klynger og hviskede. Selv den, som fra barn er vant til en sådan natt, gør den underlig; en går likesom og vænter på der skal ske noget; dagen er der, men ikke livet. Oftest er himmelen litt blodrød mellem de bleke skysamlinger, den ser ut som et øje, der er nattevak. Der følger en sus med, men det er i ens egen hjerne, som er overanstrengt. Mennesket kryper sammen, bliver litet og tenker på sin Gud.
De to, som gikk her, gikk også tett inntil hinannen; de gikk med formegen lykke, det var som om nogen kunne take den. „Jeg tror næsten ikke på det,“ sagde Arne. Hun sagde hen for sig: „det er næsten så med mig også.“ — „Men det er sant,“ sagde han med vegt på hvert ord; „nu går jeg ikke lenger og tenker, nu har jeg dog engang gjort noget!“ — En stund efter lo han, men ikke med glede: „Nej, det er ikke mig, det er moder, som har gjort det.“ — Han fulgte nokk tanken hos sig selv; ti lenger hen sagde han: „like til idag har jeg igrunnen ikke gjort nogen ting, ikke veret med i noget. Jeg har bare sett på . . . hørt på.“ — Han gikk atter et stykke, da sagde han varmt: „Gud ske lov, at jeg blev ferdig på den måten; . . så har folk sluppet at
