Alle genter havde stillet sig frem. Han så sig også om, lenge og langsomt; gikk så bent over til en i en mørk stakk, og det var Birgit Bøen. Han rakte hånden frem, og hun gav begge sine; da lo han, vek tilbake, tok en ved hennes side og dansede overgiven avsted. Blodet for Birgit oppi hals og åsyn. En høj mann med et blidt ansigt stod like bak henne; han tok henne ved hånden og dansede avsted — efter Nils. Denne så det og kannske det var av vanvare, åt han dansede så hårdt imot dem, at mannen og Birgit valt overende med stort fall. Latter og skrål rejste sig rundtomkring. Birgit kom sig endelig opp, gikk avsides og gret meget.
Mannen med det blide ansigt rejste sig langsommere, gikk like bort til Nils, søm ennu dansede: „du får stoppe litt.“ sagde mannen. Nils hørte ikke og da tok mannen ham ved armen. Nils slet sig fra ham og så på ham. „Jeg kenner dig ikke“, sagde han med smil. „Nej; men nu skal du få kenne mig,“ sagde mannen med det blide ansigt, og lagde til ham like over det ene øje. Nils, der ikke ventede slikt, stupte med tungt, svært fall likeover den skarpkantede gruvesten, vilde straks rejse sig, men kunne ikke; hans ryg var brutt.
På Kampen var foregått en forandring. Bestemoderen havde skrantet på det sidste, og straks hun begynte dermed, fikk hun travlere enn ellers med at samle penger til den endelige utløsning av
2
