kætt, gut!“ sagde Nils i sængen og tok den ene fot ut forat trampe med den; „Fanden til uve’r der står av den gutten stødt,“ mumlede han henefter og drog foten opp igen. Moderen truede til gutten: du ser da vel, at fader ikke er i godlaget sitt, mente hun. „Vil du ikke have litt sterk kaffe med sirup i,“ sagde hun; hun vilde gøre ham god igen. Dette var en drikk, som bestemoderen havde likt, og de andre med henne. Nils likte den slett ikke, men havde dog drukket den, fordi de andre gjorde det. „Vil du ikke have litt sterk kaffe med sirup i?“ gentok Margit; ti han havde ikke svaret første gangen. Nils rejste sig på begge albuer og skrek: „Tror du jeg vil tylle i mig det svineri?“ — Margit blev rent forundret, tok gutten med sig og gikk.
De havde adskilligt at stelle med ute, kom ikke inn før med kveldsmaten. Da var Nils borte. Arne blev sendt ut på marken forat rope ham inn, men fant ham ingensteds. De væntede til maten næsten blev kold, spiste så, og ennu var ikke Nils kommen. Margit blev urolig, sendte gutten tilsængs og satte sig forat vænte. Litt over midnatt kom Nils. „Kære, hvor har du veret?“ spurte hun; „det skiller dig ikke,“ svarte han og satte sig langsomt på benken. Han var full.
Siden var Nils ofte på bygden, og bestandigt kom han full hjem. „Jeg holder det ikke ut ber hjemme med dig,“ sagde han engang han kom.
