jo, Herre, de små hunde æde dog af de smuler, som falde af deres herres bord.“
Han taug, men gret nu mere oppløst og stille.
Moderen var våknet for lenge siden, men havde ikke tordet se opp; nu da han gret som en forløst, satte hun sig på albuerne og så opp.
Men neppe blev Nils henne var, før han skrek bortover til henne: „ser du opp, du også, ditt stygge troll! — du vilde vel se, hvorledes du har flidd mig til. Ja, slik ser jeg nu ut, akkurat slik!“ — — Han rejste sig opp og hun gemte sig under felden. „Nej, gem dig ikke, jeg finner dig nokk“ sagde han, idet han strakte den højee hånd famlende frem foran sig med utstrakt pekefinger. — „Krill, krill!“ sagde han, idet han drog felden av og stakk pekefingren på hennes hals.
„Fa’r,“ sagde Arne. —
„Nej, hvor skrumpet og mager du rett er bleven. Her er ikke langt inn. Krill, krill!*“ Moderen tok krampeagtigt om hans hånd med begge sine, kunne ikke slite sig løs og krokede sig sammen i en tull.
„Fa’r,“ sagde Arne.
„Så det kom liv i dig nu. Hvor hun vrider sig, det spektakel! kann du ikke skrike for at innbilde folk at jeg slår dig? krill, krill! — jeg vil bare take pusten fra dig.“
„Fa’r,“ sagde Arne. — Han sprang borti kråen, hvor der stod en øks. —
3*
