er nu min eneste glede.“ „Jeg vil aldrig forlate dig, det lover jeg dig for Gud,“ sagde gutten så sterkt, som havde han i flere år tenkt på at sige det. Han vilde likesom bort til henne, men var ikke god til.
Moderen blev roligere: hun så godmodigt bort til liket. „Der var då meget godt i ham iblandt; men verden var hård med ham - - - - - Vorherre er vel bedre med ham, der han nu er.“ — Og som hun fortsatte denne tanke hos sig selv, føjede hun siden til: „vi må bede for ham. Var jeg god til det, vilde jeg synge over ham; men du har slikt et vakkert mål, du må sette dig bort og synge for fader din.“
Arne gikk efter salmeboken, tendte sig en spik, og med spiken i den ene hånd og salmeboken i den annen, satte han sig bort ved hovedgerdet og sang med klar røst salmen 127 av Kingo:
Vreden din avvend, Herre Gud av nåde,
riset ditt blodigt, som oss overmåde
plager så ræddelig av en vredes brynde,
fordi vi synde.
