En dag i sitt tyvende år blev han av vanvare vitne til en samtale moderen og den forrige gårdmannskonen imellem; de var usamde om den hest, de havde i lag. „Jeg får vænte og høre, hvad Arne siger,“ mente moderen. „Den dovningen,“ svarte hin; „han vil vel hesten skal gå og reke skogen rundt, som han selv gør.“ Nu taug moderen, skønt hun før havde talt godt for sig.
Arne blev ildrød. At moderen fikk hånord for hans skyld, var ikke før fallet ham inn, og hun havde kannske fått mange. Hvorfor havde hun ikke sagt ham det?
Han hugsede sig vel om, og nu kom det ham i tanker, at moderen næsten aldrig talte til ham. Men han heller aldrig til henne. Hvem talte han overhovedet med? —
Mangen sønndag, han sat stille hjemme, havde han havt lyst til at lese prekenen for sin moder, hvis øjne ikke så godt; hun havde gråtet formeget i sine dager. Men han kom sig ikke til. Mangengang havde han villet byde sig til at lese højt av sine egne bøker, når det var stilt i huset og det syntes ham, hun måtte finne det langsomt. Men han kom sig ikke til.
„Det kann vere slikslag: jeg skal slutte med at gæte, og flytte ned til moder.“ Han gikk nogle dager og lot det blive modent hos sig; buskapen drev han vide om i skogen og diktede på en vise:
