som gerne vilde tale med ham, især da de også hugsede ham fra gutten av. Men Arne var rædd alle, han ikke kente, og tenkte ondt om dem, mest fordi han trodde, at de tenkte ondt om ham.
Ved siden av ham på alt markarbejde gikk en middelaldrende mann, Opplands-Knut kallet, og han havde for vis stundimellem at synge; men det var alltid den samme vise. Da dette var gått så et par måneder, syntes Arne han måtte spørge ham, om han ikke kunne flere. „Nej,“ svarte mannen. Så gikk nogle dager hen, og atter en gang mannen sang sin vise spurte Arne: „hvorledes hendte det, at du lærte dene ene?“ — „Å; — det kom sig således,“ sagde mannen.
Likefra ham gikk Arne inn; men der sat moderen og gret, hvad han ikke havde sett siden faderen var død. Han lot som lagde han ikke merke dertil og gikk mot døren igen; men han følte moderen se tungt efter sig og måtte stanse. — „Hvad græter du for, mor?“ — En stund var hans ord den eneste lyd i stuen, og derfor spurte de sig selv opp igen så ofte, at han følte de ikke var sagt mildt nokk. Han forsøkte engang til: „hvad græter du for, mo'r?“
„Å, jeg vet ikke så rigtigt;“ men nu gret hun mere. Han stod lenge, måtte da sige så modigt han kunne: „der er noget du græter for.“ Atter blev det stilt. Han følte sig meget skyldig, skønt hun intet havde sagt,
