Nogle dager efter blev moder og søn, som i senere tid havde levet mere sammen, enige om at take i bryllup til skyldfolk i en av nabogårderne. Moderen havde ikke veret i lag, siden hun var gente.
De to kente litet folk der annerledes enn av navn, og Arne syntes især det var stusslegt, da de så på ham, hvor han gikk.
Der var sagt et ord efter ham i svalen engang, han var ikke viss på det; men han trodde det var sagt, og hverr blodsdråpe kom en og annen gang opp i ham, når han tenkte derpå.
Mannen; som havde sagt det, gikk han nu uavlateligt og passede; tilsidst tok han sæte hos ham. Men da han kom til bordet, syntes han, at talen fikk en annen gang.
„Nej, nu skal jeg fortelle en regle jeg, som viser, at intet graves så dypt ned i natten, det jo finner sin dag,“ sagde mannen, og Arne syntes han så til ham. Det var en stygt utseende mann med tynne røde hår om en stor rundet panne.
