ret rædd for at komme blandt folk. Ti jeg er rædd folk, mest fordi jeg tror de ser, hvor stygg jeg er. Men fordi jeg er rædd dem, snakker jeg ondt om dem — fordømt fejghet! Jeg gør viser av fejghet. Jeg tør ikke tenke bent frem i mine egne ting, bøjer derfor av inn i andres, — og det er at dikte!
Jeg skulde have satt mig til at gråte, så haugerne blev til vann, skulde jeg; men så siger jeg hyss, hyss, og legger mig til at vugge. Og selve mine viser er fejge; for var de modige, så blev de bedre. Jeg er rædd sterke tanker; rædd alt sterkt; kommer jeg oppi det, er det i raseri, og raseri er fejghet. Jeg er klokere, dygtigere, mere kunnug, enn jeg ser ut til; jeg er bedre enn jeg snakker; men av fejghet tør jeg ikke vere så som jeg er. Tvi! brennevin drakk jeg av fejghet, vilde døve smerten — tvi ! gjorde ondt, drakk allikevel; drakk min faders hjærteblod, og ennda drakk jeg ! min fejghet er næmlig uten all ende. Men det fejgeste av alt er dog, at jeg kan sitte og sige mig alt dette selv!
. . . . Drepe mig? pytt sa’n! dertil er jeg for fejg. Og så tror jeg litt påG ud - - - jo, jeg tror på Gud. Jeg vilde gerne til ham; men fejgheten holder mig fra ham: stor flyttning, og derfor kvider sig et fejgt menneske. Men om jeg prøvde sådan som jeg formår? Almægtige, om jeg prøvde? måtte kurere mig som mitt melkeliv tålte
