Side:Bjørnson - Arne.djvu/64

Denne siden er korrekturlest
63

gikk til konfirmasjonen, havde de ofte leket ved et stort vann nedenfor prestegården, svartesjøen kallet, fordi det lå dypt og sort. Det vann begynte han nu at tenke på; og en kveld drog han ditned.

Han satte sig bak en kerr, tett under prestegården; denne lå i en meget bratt bakke, som lenger oppe blev til højt fjell; likeså var der på den annen bredd, og derfor bar der stor slagskygge utover vannet på begge sider; men langs efter det i midten var en stripe fagert sølvvann. Alt lå i ro, solen holdt på at gå ned, der skranglede litt bjelleljom over fra den motsatte bredd; men ellers var det stille. Arne så ikke likeoverfor sig, men først inn i bunnen av vannet, fordi solen sprengte noget bristende rødt utover der, litt før den sank. Fjellene havde derinne bøjet sig tilside, så der var en lang, lavtliggende dal imellem, og mot denne slog vannet opp. Men det så ut som om fjellene rant langsomt ned imot hinannen, for at take den mellemliggende dal inn som i en gynge, Gård i gård lå innover dalen, røken slog opp og kom vekk, markerne stod grønne og dampede, båter lagde til, ladde med hø. Han så meget folk gå av og til, men kunne ingen støj høre. Øjet drog sig derifra og bortover stranden, hvor bare Vårherres mørke skog drev opp. Inne i den og langs vannet havde mennesket draget sig vej likesom med en finger;