Side:Bjørnson - Arne.djvu/70

Denne siden er korrekturlest
Niende kapitel.

Hun Venevill hopped på letten fot
sin kærest imot.
Han sang så det hørtes over kirketak:
god dag! god dag! —
Og alle de småfugler sang lystigt med i lag:
„util sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg litet, om hun fletter sin krans!“
 
Hun fletted ham en af de blomster blå:
— „mine øjne små!“
Han tok den, han kasted og tok den igen:
„farvel min ven!“
og jubled mens han sprengte over akerrenen hen:
„til sanktehans o. s. v.“
 
Hun fletted ham en: „hviss du ej forsmår
av mitt gule hår?“
Hun fletted, hun bød ham i ypperlig stund
sin røde munn:
Han tok den og han fikk den og han rødmede som hun.