så innerlig lækker. Furuen blev skammfull ved det og slapp den frem. Men bjørken lettede på sig, før bekken spurte. „Hi, hi, hi,“ sa bækken og vokste. „Ha, ha, ha,“ sa’ bekken og vokste. „Ho, ho, ho!“ sa’ bekken, og kastede lynget og eneren og furuen og bjørken framstupes og på rygg opp og ned i de store bakker. Fjellet sat i mange hundrede år og tenkte på, om det ikke hadde draget på smilen den dag.
Det var tydeligt nokk: fjellet vilde ikke bli klædt. Lynget ærgrede sig, så det blev grønt igjen, og da tok det avsted. „Frisk mod!“ sa’ lynget.
Eneren hadde rejst sig på huk for at se på lynget; og sålenge sat den på huk, til den sat opprett. Den klødde sig i håret, satte ivej og bet så fast, at den syntes fjellet måtte kenne det. „Vil ikke du have mig, så vil jeg ha dig.“ Furuen krøkte litt på tæerne, for at kenne om de var hele, lettede så på den ene foten, som var hel, så på den annen, som også var hel, så på dem begge to. Den undersøkte først hvor den hadde gått, dernæst hvor den havde ligget, og endelig hvor den skulde gå. Tok den så på at rusle ivej, og lot som den aldrig var fallen. Bjørken havde sølet sig så stygt til, rejste sig nu, og pyntede sig. Og nu bar det avsted, fortere enn fort, opover og til siderne, i solskin og regnvejr. „Hvad er det også for noget,“ sa’ fjællet, når sommersolen stod på, det glittrede i duggen,
