ker som den, de havde havt, kunne den i alle fall ikke vere. Og tilsidst fikk de alle lyst at fortelle sine drømmer. Men det måtte ikke vere højt, det måtte vere bare til en, og det måtte slett ikke vere gudfar. Arne sat så stille der borte på haugen, og så blev det ham, de torde fortelle dem til.
Arne satte sig bortunder en hasl, og så kom hun til ham, hun som først havde fortalt, Hun betenkte sig lenge, men fortalte så:
„Jeg drømte jeg stod ved et stort vann. Da så jeg en gå på vannet, og det var en, som jeg ikke vil nevne. Han steg opp i en stor tjørnblom og sat og sang. Men jeg gikk ut på et av de store blad, som tjørnblomen har og som ligger og svømmer; på det vilde jeg ro over til ham. Men straks jeg var kommen på bladet, så begynte det at synke med mig, så jeg blev meget rædd og gret. Da kom han roende til i tjørnblomen —, løftede mig oppi til sig og vi rodde over alt vann. — Var ikke det en vakker drøm?“
Den lille, som havde fortalt den lille historie, kom:
„Jeg drømte, jeg havde fanget en liten fugl; og jeg var så glad og vilde slett ikke slippe den, før jeg var kommen hjem i stuen. Men der torde jeg ikke slippe den, for da kunne fa’r og mo’r bede mig lukke den ut igen. Så gikk jeg opp på loftet med den, men der gikk katten og lurte, og så kunne jeg ikke slippe den der heller.
6
