konen min?‘ — ha, ha, ha!“ — „Ha, ha, ha!“ — Og så begge to: „ha, ha, ha, ha!“ —
Endelig måtte også latteren take en ende, og ovenpå blev der lenge stilt; så spurte den første, men sakte: „Du, — var det ikke underligt, han tok dig om livet?“ —
Enten svarte den annen ikke på dette, eller også var det så sakte, at det ikke kunne høres; kannske det også bare var med et smil. Om en stund spurte den første: „sagde ikke fa’r din eller mo’r din noget siden?“ — „Fa’r gikk opp og så på mig, men jeg gemte mig bestandigt vekk; for han lo, når han så mig.“ — „Men mo’r din?“ — „Nej, hun sagde ingenting; men hun var ikke så hård som ellers.“ — „Ja du havde vel sprunget ifra ham?“ — „Naturligvis.“ — Da blev atter lang stillhet.
„Var det således han tok dig om livet?“ — „Nej, således.“ — „Ja-så; — så-ledes“ — — —
„Du?“ — „Ja-?“ — „Tror du, der kommer nogen sådan til mig?“ — „Ja, naturligvis!“ — „Er du gal! — a - i! — Du, Eli? — Enn dersom han tok mig om livet?“ — hun gemte hovedet.
Der blev megen latter, siden hvisk og tisk.
Genterne gikk snart; de havde hverken sett Arne, øksen eller trøjen, og glad var han.
Nogle dager efter satte han Opplands-Knut til husmann under Kampen: „du skal ikke lenger vere ensom,“ sagde Arne.
