Arne blev ganske rædd og svarte ja, som om han ikke tenkte over det. Straks budet var gått, sagde moderen: „du kann nokk blive forundret! Fra Bøen?“ — „Er det da så underligt?“ spurte Arne, men så ikke på henne. „Fra Bøen!“ ropte moderen en gang til. „Nu, hvorfor ikke likeså godt derfra som fra en annen gård?“ han så litt opp. „Fra Bøen og Birgit Bøen! — Bård, som slog fader din fordervet, og det for Birgits skyld!“ — „Hvad siger du?“ ropte nu også gutten; „var det Bård Bøen?“ —
Søn og moder stod og så på hinannen. Et helt liv drog frem imellem dem, og det var et øjeblikk, hvori de så den sorte tråd, som allvej havde spunnet sig igennem. De gav sig senere til at tale om hine faderens stordager, da gamle Eli Bøen selv friede til ham for datteren Birgit og fikk kurven; de gikk altsammen igennem, like til der Nils stupte, og begge fant ut, at Bårds skyld havde veret den minste. Men det var dog allikevel ham, som havde slått faderen fordervet, ham var det.
— „Er jeg ennu ikke ferdig med fa’r?“ tenkte så Arne, og besluttede i samme stund at gå.
Da Arne kom gående med håndsagen på skulderen over isen og opp imot Bøen, syntes det ham en fager gård. Huset så bestandigt ut som det var nymålet; han frøs litt, og det var kannske derfor det syntes ham så lunt. Han gikk ikke bent inn; gikk ovenom, hvor fjøset lå; der stod en
