det sidste. Disse ord fulgte Arne, der han i kulden krøp ned av taket, og de var ennu med ham da han om kvelden gikk inn i stuen. Der stod Eli i aftenskumringen ved et vindu og så utover isen, som lå blank i månen. Han gikk til det annet vindu og så utover som hun. Inne var det lunt og stille, ute var det koldt, en skarp aftensno strøk gennem dalen og ruskede såvidt i treerne, at skyggerne, som de kastede i måneskinnet, ikke lå stille, men famlede og krøp omkring på sneen. Borte på prestegården skar et lys hitover, åpnede og lukkede sig, tok mange kanter og farver, sådan som det alltid synes, når en stirer forlenge derpå. Fjellet stod over, mørkt, med æventyr i bunnen, men månelys på de øvre sneflater. Himlen havde stjerner oppe og litt flattrende nordlys borte i det ene hjørne; men det vilde ikke utover. Et stykke fra vinduet, nede mot vannet stod treer, og deres skygger listede over til hverandre; men den store ask stod alene og skrev på sneen.
Det var stille, kun engang imellem var det noget, som skrek og ylte med lang klagende lyd: „hvad er det?"“ spurte Arne. — „Det er fløyen,“ sagde Eli, og siden føjede hun saktere til som for sig selv: „den må vere sluppen løs.“ Men Arne havde veret som den, der havde villet tale og ikke kunnet. Nu sagde han: „husker du det æventyr om trosterne, som sang?“ — „Ja.“ — Det er også sandt; det var jo du, som fortalte det. — —
