Dagen efter kom Arne inn og fortalte, hvad han nettopp havde fått høre i gården, at prestens datter, Matilde, i det øjeblik rejste avsted til byen, som hun selv tenkte for nogle dager, men som det var bestemt, for at vere der et år eller to. Eli visste intet derom før nu det blev sagt, falt om og var borte. Arne havde aldrig sett slikt før og blev meget rædd; han løp efter tjenestegenterne, disse efter foreldrene, og disse avsted, her blev en støj over all gård, buhunden gødde på låvekloppen. Da Arne senere kom inn igen, stod moderen på kne foran sængen, faderen holdt den sykes hoved. Tjenestegenterne løp en efter vann, en annen efter dråper, som stod i et skap, en tredje løste trøjen opp ved halsen. „Å Gud trøste og bere dig,“ sagde moderen, „det var galt allikevel, at vi intet havde sagt; det var du Bård, som vilde det; å Gud trøste og bere dig!“ Bård svarte intet. „Jeg sagde det nokk jeg; men ingenting skal blive som jeg vil; å Gud trøste og bere dig! Alltid er du så ful med henne, du Bård; du vet ikke hvordan hun
Side:Bjørnson - Arne.djvu/99
Denne siden er korrekturlest
Ellevte kapitel.
