Menneskeheden går efter store fremgangslinjer; dermed mener vi den vej, som forholdene nøder naturvilkårene ind på, og som de også nøder dem til at holde. Vejen går ikke lige, men i buer; det ser ud, som gjorde naturvilkårene forsøg på at bøje bort og kunde ikke, eller som om hvert fremsteg fulgtes af tilbageslag, men at det, som da lærtes, skyndte stærkere på til nyt fremsteg.
Somme mener, at de store fremgangslinjer ikke er så tilforladelige, som de ser ud til; hvad for en har været dybere eller er ældre end den religiøse linje, idet religionen oprindelig har været den største samfundsdannende magt, og dog ser det ud til, at nu kan den forlades. Men dette er en vilfarelse. Det, som er den inderste vilje i al religion, er at binde samvittigheden i ansvar, og dette øges altid. Den snevre ansvarsfølelse, som forfædrene i ældre tider troede at kunne nøje sig med, overgås langt af det moderne samfunds. Og selv om det uendelige og evige tages med, — i vore dage er dette mere end emne for blind tro; det bevises af slægtens største tænkere at være der. Rundt omkring og midt inde i det, vi ser og fatter,
